Vielser eller registreret partnerskab – sådan gør I
For at blive gift på Ballerup Rådhus eller i en kirke, skal der udfyldes en ægteskabserklæring.
For at indgå registreret partnerskab, skal der udfyldes en partnerskabserklæring.
Se nedenstående information om eventuelle yderligere relevante papirer.
INFORMATION
Danske statsborgere født før 1960 eller født i de sønderjyske egne skal vedlægge dansk dåbs/navneattest eller navnebevis.
Danske statsborgere født efter 1960 skal ikke vedlægge dokumentation.
Udlændinge der har fået dansk statsborgerskab skal vedlægge dansk pas eller indfødsretsbevis.
OBS!
En udenlandsk statsborger der ønsker at indgå ægteskab i Danmark, med en dansk eller en anden udenlandsk statsborger, bedes venligst tage direkte kontakt til Vielseskontoret på tlf.nr. 4477 2000.
Hvis en tidligere ægtefælle er død skal der vedlægges en skifteretsattest med oplysning om, at fællesboet ER skiftet.
I kan hente og udfylde ægteskabserklæringen under Selvbetjening i højre menu.
Bemærk ved borgerlig vielse:
Hvis vielsen skal foregå på Rådhuset, skal der også udfyldes en vidneseddel, som I kan finde i højre menu. Vidnesedlen skal indsendes sammen med ægteskabserklæringen.
Bemærk ved kirkelig vielse:
Hvis vielsen skal foregå i en kirke, vil der blive udstedt en prøvelsesattest. Prøvelsesattesten vil blive sendt eller udleveret til parret og skal afleveres til præsten ved den pågældende kirke.
Bemærk ved Registreret Partnerskab:
Registreret partnerskab kan kun ske, hvis mindst én af parterne har bopæl her i landet og er dansk statsborger, eller hvis begge parter har haft bopæl her i landet i de sidste 2 år før registreringen. Registreret partnerskab behandles efter samme fremgangsmåde som vielser. For registreret partnerskab, vælg da Partnerskabserklæring under Selvbetjening i højre menu.
Navneændring på bryllupsdagen:
Ønsker I navneændring skal I udfylde blanketten "Navneændring på bryllupsdagen". Det er jeres bopælssogn, der bevilger navneændringen. Erklæringen ligger under fanen Selvbetjening til højre.
I kan enten sende blanketten direkte til jeres bopælssogn eller I kan aflevere den sammen med ægteskabserklæringen.
Praktiske oplysninger herunder råd og vejledning vedrørende vielser kan fås på telefon 4477 2000.
Vi udleverer ægteskabserklæringer, udfærdiger prøvelsesattester og ægteskabsattest til vielse i udlandet. I kan også aftale tid for en vielse på rådhuset. Vielser kan dog ikke foretages søn- og helligdage på rådhuset.
Ved rådhusvielser kan der aftales vielsestidspunkt, når vi har modtaget ALLE papirerne. Vielsen kan tidligst foregår 3 uger fra denne dato.