Projekter & udvikling

Projekter & udvikling

På denne side kan du læse om de forskellige projekter og indsatser, der løbende iværksættes på 0-5 års området for at sikre og udvikle kvaliteten i dagtilbuddene og styrke kompetencerne hos ledere og medarbejdere. Nedenfor beskrives de projekter og indsatser som enten er på vej, er i gang lige nu - eller netop er afsluttet.

 

På nuværende tidspunkt er følgende centrale projekter eller indsatser i gang på 0-5 års området:

Evaluering af  den ’ny organisations- og ledelsesstruktur’ på 0-5 års området

Projekt ’kvalificering af den inkluderende pædagogiske praksis’

Madtilbud og sund, økologisk kost på daginstitutionsområdet

Projekt ’udvikling af nye dokumentationsformer på daginstitutionsområdet’

Du kan rulle ned over siden eller klikke på overskrifterne for at komme direkte til det, som du gerne vil læse om.

Evaluering af  den ’ny organisations- og ledelsesstruktur’ 

1. januar 2007 iværksattes en ny organisations- og ledelsesstruktur for daginstitutioner og dagpleje på 0-5 års området. Dette indebar, at institutionerne blev lagt sammen i større enheder med én leder og ét budget. Implementeringsperioden var to-årig og sluttede således 31.december 2008.

Evalueringen af den nye struktur afsluttedes juli 2009 og viser overordnet, at ledere og medarbejdere trives i den nye struktur. Evalueringen viser blandt andet, at de nye ledelsesteams i institutionerne har været et afgørende omdrejningspunkt og platform for succesfuld implementering og udmøntning af strukturen i de enkelte institutioner samt for udvikling af fællesskabet i de nye og større personalegrupper og for fokus på fagligheden i det pædagogiske arbejde. På baggrund af evalueringens konklusioner og anbefalinger for det videre arbejde med udmøntning og forankring af den nye struktur er der udarbejdet en handleplan, som beskriver hvordan der følges op på de enkelte anbefalinger. Denne handleplan drøftes med lederne i efteråret 2009, hvorefter den iværksættes. I menuen til højre på siden finder du evalueringsrapporten.

Projekt ’kvalificering af den inkluderende pædagogiske praksis’
På hele Børn og Unge området i Ballerup blev der i 2004-2009 gennemført et fælles udviklingsprogram ’Et godt børneliv - et fælles ansvar’. Formålet med programmet var at støtte bestræbelserne på at flere børn og unge kan blive længst muligt i almenmiljøet frem for at blive ekskluderet til særlige tilbud og foranstaltninger.

Som en del af programmet blev projektet ’kvalificering af den inkluderende pædagogiske praksis’ etableret, specifikt målrettet 0-5 års området og det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne og dagplejen. Projektets formål er ikke kvantitativt at øge inklusionen på 0-5 års området, (der ekskluderes kun meget få børn på 0-5 års området), men derimod at fokusere på kvaliteten af den inklusion som allerede foregår og sikre, at alle børn ikke kun oplever at være fysisk, men også socialt inkluderet i institutionens fællesskaber.

For at opnå dette har projektet dels haft fokus på støttepædagogernes funktion, rolle og opgaver i den pædagogiske praksis i institutionen, dels på opkvalificering af ledere og medarbejderes viden om og kompetencer vedrørende inklusion.  I efteråret gennemføres således et formidlingsforløb i tre faser, hvor der på forskellige måder formidles og drøftes viden om og redskaber til inklusion. I den forbindelse har projektet udviklet et spil ’Inklusionsspillet - dialoger uden tabere’ som er et redskab til at skabe dialog og læring om inklusion på en måde, der tager hensyn til, at læring ikke kun sker intellektuelt og kognitivt, men også kropsligt, følelsesmæssigt og visuelt.

Madtilbud og sund, økologisk kost på daginstitutionsområdet
Ifølge dagtilbudsloven skal kommunerne senest pr. 1. august 2011 tilbyde mulighed for et sundt frokostmåltid til børn i kommunens dagtilbud. Tilbuddet kan efter nærmere regler fravælges af en institutions/afdelings forældre. I Ballerup Kommune har forældrene til børn daginstitutioner i november 2010 taget stilling til tilbuddet om frokostmåltidet for en toårig periode. Med baggrund i forældrenes stillingtagen tilbydes der følgende kost til børn i Ballerup Kommunes daginstitutioner:   

  •          Til aldersgruppen 0-2 år tilbydes der i stort set alle afdelinger et sundt, lødigt og lokalproduceret frokostmåltid (en køkkenansat laver maden til børnene. Måltidet er forældrebetalt. Børnene får desuden i et vist omfang morgenmad, samt eftermiddagsfrugt og mellemmåltider som en del af dagtilbudsydelsen.
  • ·         Til aldersgruppen 3-5 år har forældrene fravalgt det foreslåede tilbud om et frokostmåltid, og det er derfor forældrene selv der smører madpakker til børnene. Som en del af dagtilbudsydelsen får børnene i et vist omfang morgenmad, samt eftermiddagsfrugt.
  • ·         Børn der går i den kommunale dagpleje får fuld kost.

Den kost der tilbydes i daginstitutionerne, samt i dagplejens legestue er minimum 75% økologisk. Hvis der af sundhedsmæssige hensyn ikke må indgå bestemte råvarer i dit barns kost, skal du henvende dig i institutionen. Hvis der er tale om en længere periode, og hvis det ikke kan løses indenfor normalkostens rammer, vil institutionen opfordre dig til at konsultere familiens læge med henblik på undersøgelse og dokumentation af barnets særlige behov. Herefter rekvirerer institutionen en attest hos familiens læge, som sendes videre til kommunens lægekonsulenter, der så yder råd og vejledning til daginstitutionen i forbindelse med barnets kost. Du kan få mere information og vejledning om denne procedure i dit barns institution. Hvis dit barn endnu ikke er startet i institution, kan du henvende dig til en af de pædagogiske konsulenter på området.  Dagtilbudsloven foreskriver at forældrene skal have mulighed for at tage stilling til det eksisterende og evt. kommende madtilbud igen om 2 år. Denne afstemning afholdes i november 2012.

Projekt ’udvikling af nye dokumentationsformer på daginstitutionsområdet’
Dette et et kommende projekt under afdeling Daginstitutioner. Projektet gennemføres i samarbejde med BUPL og to andre kommuner. Når projektskitsen er færdig, vil projektets formål og indhold bliver beskrevet mere konkret her på siden.

 

Senest opdateret: 10 feb 2012

Kontakt

Hvem kan jeg kontakte?

Ny organisations- og ledelsesstruktur

Evalueringsrapport

Kvalificering af den inkluderende pædagogiske praksis

Projektaftale