Den gældende lovgivning er bl.a. BR08, lokalplaner, deklarationer og Partielle byplanvedtægter. Ansøgningen skal være skriftlig og tydeligt beskrive, hvad der søges om dispensation fra, samt en begrundelse for, hvorfor de gældende regler ikke kan overholdes.
Kommunalbestyrelsen kan kun give dispensation, når den skønner, at det er foreneligt med de hensyn, der ligger bag den bestemmelse, der søges dispensation fra.
Der kan gives dispensation fra de materielle bestemmelser, men ikke fra principperne i en lokalplan. Der kan ikke dispenseres fra de formelle regler, som f.eks. bestemmelserne om, hvornår der skal ske byggesagsbehandling, bestemmelserne om, hvornår naboer skal orienteres forud for dispensation, ankebestemmelser og lignende.
Orientering af naboer
Når der søges dispensation fra regler, der varetager naboers interesser, skal kommunen foretage en naboorientering hos de naboer som bliver berørt af dispensationen. Naboerne har derefter mulighed for at fremsende eventuelle bemærkninger inden 2 uger. Kommunalbestyrelsen kan undlade at foretage naboorientering, når en dispensation skønnes at være uden betydning for de pågældende naboer.
Kravet om dispensationsansøgning gælder forhold omfattet af hele BR10, uanset at der ikke skal indsendes ansøgningsmateriale vedrørende forhold omfattet af kap. 3-8.
Det er ejerens ansvar at undersøge sit byggeprojekt og søge de nødvendige dispensationer, samt at de oplysninger der gives til kommunen er korrekte.
Kommunalbestyrelsen kan forlange enhver oplysning og tegningsmateriale, som er nødvendig for at kunne give dispensationen.
Dispensation kan kun anses for meddelt, såfremt dispensationen eller tilladelsen udtrykkeligt er nævnt i byggetilladelsen eller på anden måde meddelt skriftligt. Dvs. at afvigelser fra byggelovens og reglementets bestemmelser kun kan anses for godkendt/tilladt, såfremt dispensationen eller tilladelsen foreligger skriftligt.
En dispensation bortfalder, hvis der ikke inden 2 år udstedes en tilladelse til byggearbejdet, som omhandler dispensationen eller hvis byggeriet ikke påbegyndes inden et år fra udstedelsen af tilladelsen.
For dispensation til at fravige reglementets bestemmelser gælder byggelovens § 22, som du kan finde via linket "byggeloven" til højre.
Via punktet "selvbetjening" til højre kan du finde de nødvendige blanketter.