For følgende bebyggelser gælder, at der kun skal indsendes ansøgning til kommunalbestyrelsen vedrørende bestemmelserne omfattet af BR10 kap. 2 og kap. 5:
1) Sammenbyggede enfamilieshuse med mere end 2 boliger.
Vejledning til nr. 1:
Bestemmelsen omfatter alle sammenbyggede enfamilieshuse med lodret lejlighedsskel. Tofamilieshuse og etageboligbyggeri med vandrette lejlighedsskel er ikke omfattet af bestemmelsen.
2) Avls- og driftsbygninger i 1 etage med spændvidder svarende til lav eller normal dokumentationsklasse i SBi-anvisning om statisk dokumentation.
Vejledning til nr. 2:
Bestemmelsen omfatter ikke jordbrugserhvervets avls- og driftsbygninger, hvis de opføres enten i 2 eller flere etager, eller høj dokumentationsklasse i SBi-anvisning om statisk dokumentation (svarende til spændvidder i høj sikkerhedsklasse i DS 409 Sikkerhedsnormen). For sådanne bebyggelser gælder, at der skal indsendes ansøgning vedrørende hele reglementets bestemmelser.
3) Industri- og lagerbygninger i 1 etage med spændvidder svarende til lav eller normal dokumentation i SBi-anvisning om statisk, og hvor installationerne har et begrænset omfang.
Vejledning til nr. 3:
Bestemmelsen omfatter ikke industri- og lagerbygninger, som opføres enten i 2 eller flere etager, eller høj dokumentationsklasse i SBi-anvisning om statisk dokumentation (svarende til spændvidder i høj sikkerhedsklasse i DS 409 Sikkerhedsnormen), eller med centralvarmekedler m.v. med en nominel ydelse over 400 KW. For sådanne bebyggelser gælder, at der skal indsendes ansøgning vedrørende hele reglementets bestemmelser.
Ansøgningen skal indeholde:
· Nødvendige oplysninger til identifikation af ejendommen, bygningen eller enheden.
· Ansøgningen skal indeholde en tydelig beskrivelse af det arbejde, der skal udføres, og skal indeholde enhver oplysning af betydning for kommunens behandling af bestemmelserne i bygningsreglementets kap. 2 og kap. 5.
· Tegningsmateriale, der viser bebyggelsens samlede omfang, herunder muliggør en vurdering af bebyggelsens samlede indvirkning på omgivelserne, oplysninger om grundens størrelse, bebyggelsens etageareal, bebyggelsens højde- og afstandsforhold, beliggenheden af tilstødende eller omliggende grundes bebyggelse, grundstykkets nuværende og fremtidige højdekoter og højdekoter på tilstødende eller omliggende grunde, beregning af bebyggelsesprocenten.
· Oplysning om materialer og konstruktioner, som har betydning for overholdelse af bestemmelserne i bygningsreglementets kap. 5.
· Såfremt opfyldelsen af bestemmelser i bygningsreglementets kap. 3-4 og kap. 6-8 har betydning for forhold, som er reguleret i kap.2, skal bygherren indsende oplysninger herom til kommunalbestyrelsen sammen med ansøgning om byggetilladelse.
· Oplysning om de bestemmelser i byggeloven, bygningsreglementet, servitutter og andre byggeforskrifter, som projektet måtte være i strid med. Ansøgningen skal indeholde en begrundet ansøgning om de nødvendige dispensationer eller tilladelser.
· Oplysning om den påtænkte benyttelse af bebyggelsen og ved ombygning og ændret benyttelse, oplysning om den hidtidige benyttelse.
· Oplysninger til registrering af sagen i Bygnings- og Boligregistret (BBR).
Via punktet "selvbetjening" til højre kan du finde de nødvendige blanketter.