Ansøgning om hjælp til forsørgelse
Ansøgning om hjælp til forsørgelse
Du kan være berettiget til økonomisk hjælp, hvis du ikke længere kan forsørge dig selv eller din familie.
Jobcenteret udleverer et ansøgnings-skema samt pjecen om kontanthjælp til dig, når du ansøger om kontanthjælp.
Det er Ydelseskontoret i Job og Familie på Ballerup Rådhus som behandler din ansøgning om kontanthjælp.
Skemaet skal udfyldes og relevant dokumentation skal vedlægges. I de felter i skemaet, hvor du bliver bedt om at opgive et beløb, skal du enten skrive beløbet eller skrive et ”nul” for at vise, at der ikke er indtægt, udgift eller formue i de felter.
Ydelseskontoret skal give besked til Jobcenteret, om du er berettiget til økonomisk støtte, inden der er gået 10 dage, fra du henvendte dig i Jobcenteret.
Derfor er det vigtigt, at du sørger for at aflevere skema og al den nødvendige dokumentation så hurtigt som muligt.
Hvis Jobcenteret ikke hører fra Ydelseskontoret bliver du automatisk afmeldt som ledig, og dermed mister du også retten til kontanthjælp.
Hvornår kan du være berettiget til forsørgelse
Du kan være berettiget til økonomisk hjælp, hvis du ikke længere kan forsørge dig selv eller din familie.
Det kan eks. være i forbindelse med arbejdsløshed, tab af ægtefælle/ samlever, eller ved sygdom.
Uddannelsessøgende
Du er som hovedregel ikke berettiget til økonomisk hjælp, når du er studerende eller uddannelsessøgende.
Du bliver betragtet som studerende, når du efter en gymnasial uddannelse søger ind på en ny uddannelse.
Ligeledes hvis du afventer optagelse på lære/praktikplads, eller du har opsagt dit arbejde for at påbegynde uddannelse.
Ophold i Danmark
Du skal opholde dig i Danmark for at være berettiget til kontanthjælp. Inden du skal rejse ud af landet, skal du altid tale med din sagsbehandler i Jobcenteret og din sagsbehandler på Ydelseskontoret. Hvis du forud for rejsen ikke har fået bevilliget kontanthjælp under udrejsen, vil din kontanthjælp ophøre.
Feriekort
Har du optjent ret til ferie, skal du holde den og leve af feriepengene i ferieperio-den. Du skal have dit feriekort skrevet under af Ydelseskontoret, inden du holder ferien, således at hjælpen kan stoppes i perioden.
Starthjælp
Du vil få starthjælp, hvis du er kommet til Danmark efter den 1. juli 2002, og hvis du ikke har opholdt dig i Danmark i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år.
Kontanthjælp/starthjælp udbetales bagud til din Nem-konto
Hvis du f.eks. bliver arbejdsløs den 1.august, har du fået løn i slutningen af juli. Denne løn skal du klare dig for i august måned.
Den sidste hverdag i august vil du få udbetalt kontanthjælp for august, hvisdu altså har henvendt dig i Jobcenteret den 1. august.
Denne hjælp skal du klare dig for i september måned.
Kontanthjælp og ægtepar
Er du gift kan du kun modtage kontant-hjælp, hvis din ægtefælle ikke har indtægt eller formue, der kan dække jeres fælles behov.
Du skal være opmærksom på, at der er særlige regler, som kan betyde, at hjælpen nedsættes efter 6 måneder og efter 2 år.
Boligsikring og fripladsberegning
Når du begynder eller ophører med kontanthjælp, skal du sørge for, at boligsikring og daginstitutionsbetaling bliver omregnet i forhold til din aktuelle indtægt.
Ændring af skattekort
Når din løn eller ydelse ændrer sig, skal du ændre dit skattekort. Hvis du selv ændrer skattekortet, får Ydelseskontoret ikke automatisk besked. Derfor har du pligt til selv at oplyse ændringen til Ydelseskontoret.
Lønindeholdelse
Hvis Skat indeholder i din løn, skal du i perioden hvor du modtager kontanthjælp, få ændret dette hos Skat.
Oplysningspligt og opfølgningsbreve
Hvis der sker ændringer i forhold til de oplysninger, du har givet, da du ansøgte om hjælp første gang, skal du med det samme give besked til Ydelseskontoret.
Hver 3. måned vil du desuden modtage et opfølgningsbrev, som du skal udfylde. Her skal du bekræfte, enten at din situation er uændret, eller at der er sket ændringer.
Hvis du ikke rettidig aflevere opfølgningsbrevet, vil din kontanthjælp blive tilbageholdt eller helt ophøre.
Hvordan anvendes de oplysninger du afgiver
Når du indlevere en ansøgning om kontanthjælp eller anden økonomisk støtte, opretter vi en journal, hvori vi skal notere alle relevante oplysninger om din sag.
Afhængig af om du har en sag flere steder i kommunen vil der altid blive oprettet en journal. Du kan således have en journal flere steder.
Hvis det er nødvendigt for en hensigtsmæssig sagsbehandling kan Jobcenteret og Job & Familie på Rådhuset se i hinandens journaler.
Hvis det i en sagsbehandling bliver nødvendigt at videregive ”følsomme oplysninger” til en anden myndighed, bliver du bedt om at give dit samtykke. Det vil altid være skriftligt og med din underskrift.
I persondataloven er ”følsomme oplysninger” fx: Racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.
Kontakt
Jobcenter Ballerup
Baltorpvej 156
2750 Ballerup
tlf. 4477 6500
jobcenter@balk.dk
Her finder du os
Åbningstider
Mere info
Ingen kontanthjælp til uddannelsessøgende i sommerferien
Ansøgning om hjælp til forsørgelse
Selvbetjening
