Ballerup Super Arena
Ballerup Super Arena
Oplevelseshus - en lokal, national og international idrætsarena

I Ballerup Super Arena kæmper EventForce for at få plads til både verdensstjerner og lokale idrætsudøvere.
Der er langt fra linedance med Ballerup Kommunes ældre til elitehåndbold med over 7000 tilskuere og koncerter med internationale kunstnere som den amerikanske sangerinde Rihanna og store shows som det kommende Melodi Grand Prix, men alt det og meget mere skal Ballerup Super Arena kunne rumme. Det hold, der skal få enderne til at nå sammen i Super Arenaen, er sat af virksomheden EventForce, der overtog driften af stedet, da Ballerup Kommune købte den tidligere Siemens Arena i 2004.
Siden EventForce overtog driften, er den løbet rundt, men det er en udfordring at få stedet til at fungere som både lokalt idrætscenter og mulitiarena med mange store koncerter, foredrag, cykling og håndbold i verdensklasse.
Samarbejde og fleksibilitet
”Ordet multiarena illustrer netop kompleksiteten,” siger Ulrik Boss, der er partner i EventForce. Alle brugerne af arenaen er meget tilfredse med den. De vil bare helst have mere tid og have den for sig selv. Vi skal give overskud, så aktiviteterne ikke koster borgerne penge, og samtidigt præstere et spændende aktivitetsniveau. Derfor er vi meget afhængige af samarbejdet med erhvervslivet. Fleksibilitet er nøgleordet,” fortæller Ulrik Boss. ”Vi er på arbejde, når der er kunder.”
”Vi skal drive multiarenaen med både kommercielle og kommunale interesser. Det er indimellem som at arbejde på en knivsæg, men det er også det, der skaber en spændende hverdag. Samtidig med at lokale børn og voksne bruger arenaen til at træne basket, cykling og indendørsfodbold, så skal scener og andet til store shows og koncerter stilles op og pilles ned. Det er en udfordring hver dag, og hver gang vi har et stort arrangement, er det afgørende, at vi er klar på dagen, så der er et minimum af gener for de daglige brugere,” forklarer han.
Hjemmebanesejr
Ballerup Super Arena er landets næststørste multiarena, næstefter Herning, og arenaen har den eneste indendørscykelbane i landet. I sensommeren fik EventForce og Ballerup Kommune endnu en fjer i hatten, da det nye storhold i herrernes håndboldliga, AG København, valgte Ballerup Super Arena som hjemmebane over faciliteterne i Brøndby.
”EventForce og Ballerup Kommune har investeret i specielle tilskuerfaciliteter til håndboldkampene og andre store sportsarrangementer, og det har øget fleksibiliteten, så vi kan forfølge vores strategi om en multiarena til glæde for borgerne, erhvervslivet og sporten. Vi er lokalt engagerede og nationalt og internationalt orienterede. De moderne forhold og de fleksible rammer betyder, at Melodi Grand Prix 2011 nu skal holdes i Ballerup Super Arena. Samtidigt er det muligt at skabe en intens stemning og rumme flere tusind håndboldfans, og det var blandt andet afgørende for, at Ballerup Super Arena blev AG Københavns hjemmebane,” fortæller Ulrik Boss.
Sæsonens første kamp kunne derfor også slå dansk tilskuerrekord med 7000 på lægterne. Siden er rekorden slået flere gange, og topper nu med 7588 tilskuer til en enkelt håndboldkamp.
Verdensmestre i Ballerup
Dagligdagen i Ballerup Super Arena er et mix mellem lokale idrætsudøveres træning og forskellige events i forbindelse med forretningsmøder og lignende. Ballerup Super Arena tilbyder blandt andet muligheden for at forretnings- og salgsmøder kan kombineres med en tur på cykelbanen. Der arrangeres også messer, store firmafester og generalforsamlinger.
Til at styre alle aktiviteterne i det daglige har EventForce ti-tolv fastansatte i Ballerup, mens der kaldes ekstra arbejdskraft ind i forbindelse med større arrangementer. Totalt er der cirka 50 fastansatte og 300 freelancere i EventForce, der også har kontor i Aalborg.
”Målet er, at der skal være fire-fem store shows om året, og et EM eller VM hvert andet år,” fortæller Ulrik Boss.
Blandt andet kunne Super Arenaen lægge hus til VM i Taekwondo i oktober sidste år og i marts afholdtes VM i banecykling. Og Ulrik Boss kan love, at der er flere store oplevelser i vente i Ballerup Super Arena. Senest har man lagt billet ind på EM i herrehåndbold i 2014.
Fakta:
- Ballerup Super Arena er Danmarks næststørste multiarena med plads til 7500 siddende tilskuere og op til 9200 tilskuere, hvis ståpladser også regnes med.
- Ballerup Super Arena er en del af Ballerup Idrætsby, hvor der også er svømmehal og fodboldstadion.
- AG København har hjemmebane i Arenaen.
- Det årlige 6-dagesløb er en fast tradition i arenaen, og cykelbanen er i det daglige elitesportscenter for landets bedste baneryttere.
- EventForce A/S står for driften af stedet og arrangerer også events og forretningsmøder både i Super Arenaen og ud af huset.
- Læs mere om Ballerup Super Arena og EventForce på www.ballerupsuperarena.dk
