Sophion Bioscience møder udfordringerne ved at være en lille virksomhed med internationalt fokus.
Innovation er en af grundpillerne i virksomheden Sophion Bioscience, der driver deres produktudvikling, forskning og forretning med base i Ballerup Kommune.
Den lille virksomhed med kun 42 medarbejdere har gennem de sidste ti år kæmpet sig frem, og kan nu bryste sig af, at verdens ti største medicinalfirmaer bruger deres produkt, når ny medicin skal udvikles, og sidste år havde firmaet en omsætning på over 70 mio. kroner.
”Vi skal hele tiden tænke: Hvordan driver man en global virksomhed med kun 42 medarbejdere, der er placeret over hele verden? Det er en stor udfordring,” fortæller Jonatan Kutchinsky, der er vicepræsident for udvikling.
Effektiv kommunikation
Virksomhedens innovative fokus rettes blandt andet mod kommunikationen. Stort set al viden deles, både stort og småt, og hele tiden er virksomheden på jagt efter nye og bedre måder at kommunikere på. Og i fremtiden vil virksomhedens behov for effektiv kommunikation kun blive større. I øjeblikket er der ansatte både i USA og Japan, og Jonatan Kutchinsky forventer, at ansatte i Kina også bliver en del af Sophion Bioscience’ verdenskort indenfor kort tid.
De ansatte på Sophion Bioscience har heldigvis stor erfaring med at arbejde innovativt, fortæller han: ”Vi udspringer jo af forskellige miljøer. Nogle personer kommer fra NeuroSearch, mens andre kommer fra forskellige universitetsgrupper, så vi har i høj grad været vant til at tænke innovativt. Derfor er den innovative tankegang en central del af det, vi laver, ikke kun teknologisk, men også forretningsmæssigt.”
Enestående produkt
Sophion Bioscience har specialiseret sig i at finde analysemetoder, der kan vise, hvordan forskellige stoffer, der bruges i medicinalindustrien, virker på levende celler. I gamle dage blev nye mulige lægemidler kun testet på dyr, men i dag tester man også på væv og dyrkede celler. Mens andre firmaer undersøger cellernes reaktioner optisk ved at tage billeder, har Sophion Bioscience udviklet en metode, der kan afdække cellernes reaktion på de medicinske stoffer ved at måle ion-gennemstrømningen elektrisk.
Og Sophion Bioscience arbejder hele tiden på at optimere udstyret, så det bliver endnu bedre og mere effektivt.
Ny forskning
Højteknologifonden har denne sommer givet 12,9 mio. kroner til et forskningssamarbejde mellem Sophion Bioscience og Institut for Mikro- og Nanoteknologi ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU. Forskningsprofessor Niels Bent Larsen, Sektionsleder ved DTU Nanotech Rafael Taboryski, to ph.d.-studerende og en gruppe af Sophions Bioscience’ ansatte skal udvikle en chip, som kan bruges, når fremtidens lægemidler udvikles. Det drejer sig for eksempel om lægemidler, der bruges i behandlingen af hjernesygdomme og hjerterytmeforstyrrelser.
Fakta:
- Sophion Bioscience ligger i Ballerup, har 42 ansatte og leverer udstyr til medicinalindustrien
- Virksomheden har også ansatte i Japan og USA
- Sophion Bioscience kan i år fejre ti års jubilæum
- Hjemmeside: www.sophion.dk