Translate

Søgefelt

Specialisterne

Specialisterne

En virksomhed med specielle evner. Det er den gode historie, der bliver fortalt hos virksomheden Specialisterne. Virksomheden skaber bro mellem erhvervslivet og mennesker med autisme – De gør et handicap til en konkurrencefordel.

Specialisterne

Luften er tyk af store ambitioner og det personlige drive er i top hos It-virksomheden Specialisterne. Specialisterne beskæftiger 50 konsulenter og heraf er de fleste mennesker med autisme, hvor de tester og kvalitetssikre hardware og software. Endvidere yder de arbejdsprøvning af personer med autisme med henblik på, at få endnu flere ud på arbejdsmarkedet. Her er autismen ikke et handicap, men en fordel.

- På golfbanen er et handikap udtryk for en spillers styrke og gør det muligt for spillere af forskellige styrker at indgå i samspil på lige fod. Denne betegnelse kunne vi bruge i erhvervslivet og gøre det mere rummeligt og omfavnende både for mennesker med et handikap, på deltid eller fleksjob, siger Thorkil Sonne.

Thorkil Sonne har tidligere arbejdet 15 år i IT-branchen og har selv autismen tæt inde på livet. For syv år siden blev Thorkil Sonnes søn, Lars, diagnosticeret med autisme. Thorkil Sonne blev senere formand for Vestsjællands Autismeforening, og her bemærkede han de særlige evner hos personer med autisme. På den baggrund og med sin egen søns fremtidige jobsituation for øje, besluttede Thorkil Sonne sig for at skabe en virksomhed, der kunne kanalisere de mange evner hos personer med autisme, til gavn for erhvervslivet og personerne selv. Disse evner har vist sig især at være velegnet indenfor IT-branchen.

De specielle evner
Personer med autisme har særlige evner for at arbejde med detaljer og de laver meget få fejl. De er vedholdende, har en høj indlæringsevne, god hukommelse og fanger afvigelser i mønstre. Disse evner bevirker, at medarbejderne er gode til at arbejde med softwaretests, dataregistrering, journaliseringsopgaver og forskellige typer af kvalitetssikring.

- Det handler om at hjælpe mennesker til at finde ud af hvad de er gode til, i stedet for at fokusere på hvad de er dårlige til. Computere er som skabt til disse mennesker, og det giver os en konkurrencefordel, siger Thorkil Sonne. 

Specialisterne nyder stor bevågenhed fra danske virksomheder som TDC og CSC, og der er en kolossal international interesse for konceptet, blandt andet fra Harvard Business School, og p.t. er ønsket om samarbejde med endnu flere danske virksomheder stort.

Visionerne er store
Thorkil Sonne er drevet af succeshistorier og har bestemt ikke tænkt sig at stoppe her.
- Samfundets krav til medarbejdere om omstillingsparathed, kommunikative evner og social interaktion, har holdt personer med autisme udenfor arbejdsmarkedet, og vi håber at kunne vise at mennesker med autisme kan udvikle sig til ligeværdige medarbejdere, siger Thorkil Sonne.

Det er kun en fraktion af de evner som personer med autisme har, der bliver anvendt på arbejdsmarkedet i dag og dette vil Thorkild Sonne ændre.

”Vi er kun lige begyndt at kortlægge de mange evner hos personer med autisme, samt de områder, hvormed personer med autisme kan arbejde. Der er mange brancher, der med fordel kunne bruge en medarbejder med autisme,” siger Thorkil Sonne.

Målet er, at have 100 ansatte med autisme og at udbrede konceptet verdenen over. Det menes at op mod 1 % af landets befolkning har autisme og at 25 % af disse kan blive en del af arbejdslivet.

Du kan se mere om Specialisterne på DR2 Dokumentar

 

Senest opdateret: 31 jul 2012