Infrastruktur
Infrastruktur
Det skal være nemt og sikkert at komme frem, uanset om du er i bil, på cykel, med bus eller tog, eller om du færdes til fods.

Vi arbejder på at føre den gennemkørende trafik uden om kommunen via en forhåbentlig kommende udbygning af Frederikssundsmotorvejen.
Et veludbygget vejnet
Ballerup Kommune ligger 15 km fra København city og 20 km fra Københavns Lufthavn.
I bil har du primær adgang til kommunen via Motorring O4/Ringvej B4 (nord-syd) og Rute 211 – Ballerup Byvej/Måløv Byvej (øst-vest). Desuden kan du benytte Skovvej og Lautrupparken samt Ballerup Boulevard, Ballerup Byvej og Mileparken. Du kommer let til alle bydelene i Ballerup via de nævnte ruter. Skovlunde er dog en undtagelse.
I lighed med den private trafik, er den offentlige transport veludviklet i Ballerup Kommune. Du kan benytte hele fem S-togsstationer (linje C & H), der alle har 10 minutters drift. Ballerup Station er desuden trafikknudepunkt for 12 buslinjer, herunder de hurtige S-busser. Der er stop ved alle kommunens erhvervsområder.
I Ballerup Kommune arbejder vi for at begrænse de negative konsekvenser af trafikken, bl.a. ved at skabe velfungerende grønne alternativer til bilismen. Helt aktuelt har vi gjort det attraktivt og spændende at cykle til og fra arbejde. Vi er ved at udbygge stinettet, og vil således skabe et hovedfærdselsnet for cyklister og fodgængere.
Både komfort og sikkerhed skal være i top. Og en politik og handlingsplan for cyklisme er på trapperne.
Målsætning for trafikbetjeningen
- At øge anvendelse af kollektiv transport og cykler i den lokale trafik.
- At få udbygget det overordnede vejnet, herunder Frederikssund- motorvejen,Smørum Parkvej og Tværvej, for derigennem at nedbringe generne fra uvedkommende gennemfartstrafik samt optimere erhvervslivets transporttid.
- At kortlægge og nedbringe støjbelastningen langs de større trafikårer.
- At etablere bedre skiltning til de væsentligste destinationer.
- At der på den nye ”Tværvej” vest for Måløv etableres kollektiv trafikforbindelse til de tilstødende byfingre i regionen og med tilslutning til den nye S-station i Måløv Knudepunkt.
- At der som led i opklassificeringen af regionens kollektive trafiknet etableres en letbane langs Ring 4.
- At der med tilslutning til S-banen etableres en kollektiv trafikforbindelse til betjening af Lautrupgård-området mv., fx som højbane.
Se Kommuneplan 2009-2020 for yderligere information.
Senest opdateret: 30 mar 2012
