Miljøtilsyn

Miljøtilsyn

Et miljøtilsyn er et kontrolbesøg, hvor kommunen sikrer, at virksomheden overholder de miljøregler, der gælder for virksomheden mht. jord, spildevand, luft, støj, affald mv. 

Læs mere om miljøkrav, hvilke virksomheder er omfattet af miljøtilsyn mm. nedenfor.

Hvilke virksomheder?

De virksomheder, som står på Miljøstyrelsens “liste over godkendelsespligtige virksomheder”, skal miljøgodkendes af kommunen. Ved udvidelser og ændringer af disse virksomheder skal det forinden vurderes, om der kræves revision af miljøgodkendelsen eller om udvidelser/ændringer kan ske indenfor den eksisterende godkendelse.

Miljøkrav til virksomheder

De overordnede miljøkrav er fastsat i Miljøbeskyttelsesloven og en række tilhørende bekendtgørelser. Derudover udsteder Ballerup Kommune regulativer om affald og vejledende retningslinjer. Kommunen kan overfor hver enkelt virksomhed stille individuelle miljøkrav i form af godkendelser, tilladelser eller påbud. Vilkårene tager udgangspunkt i de vejledninger og bekendtgørelser, der udstedes af Miljøstyrelsen.

Processpildevand

For de virksomheder, som har processpildevand, udarbejdes der særlige tilladelser (tilslutningstilladelser), hvori der fastsættes grænseværdier og kontrolvilkår for afledning af processpildevand.Det er overholdelsen af ovennævnte krav, som Miljøsektionen kontrollerer ved et miljøtilsyn.

Kommunens og virksomhedernes pligter

Kommunen har pligt til at føre miljøtilsyn med alle virksomheder, på nær visse større virksomheder, der hører under amtets miljøtilsyn. I forbindelse med miljøtilsynet har kommunen lovhjemmel til at få oplysninger, der vedrører alle virksomhedens miljøforhold.

Hvad gennemgås?

Ved et virksomhedstilsyn gennemgås virksomhedens produktions- og miljøforhold, herunder:

  • spildevand 
  • luftemissioner 
  • støj 
  • affaldsbortskaffelse 
  • oplagring af farligt affald, olier og kemikalier 
  • tankanlæg

Henstilling eller påbud

Medfører virksomhedens produktion eller drift væsentlig forurening, får virksomheden enten en henstilling, som kan sidestilles med en aftale, eller et påbud, som er et juridisk bindende miljøkrav om at ændre på forholdene. I forbindelse hermed fastsættes ofte en tidsfrist for, hvornår miljøkravene skal være opfyldt.

Ulovlige forhold

Hvis kommunen ved miljøtilsynet konstaterer ulovlige forhold, giver kommunen en indskærpelse. Der er ikke tale om fastlæggelse af nye vilkår eller grænser, men om at indskærpe overholdelsen af allerede gældende regler. Overtrædelse af vilkårene i godkendelser/tilladelser eller overtrædelse af regulativer, forskrifter, bekendtgørelser eller påbud/indskærpelser kan medføre politianmeldelse.

Vejledning

Et miljøtilsyn handler dog ikke kun om kontrol af virksomhedernes miljøforhold, Miljøsektionen støtter også med vejledning indenfor affald, jordforurening, hensigtsmæssige opbevaring af farligt affald, samt kan i en række situationer bidrage indenfor indførelsen af “renere teknologi”, miljøstyring og -revision på virksomhederne. Miljøsektionen arbejder på, at miljøtilsynet i en glidende proces vil skifte fra det kontrollerende til i højere grad at være vejledende. Dette kræver dog, at virksomhederne udviser en positiv holdning til at forbedre miljøforholdene. Vi prioriterer den positive dialog med virksomhederne, hvor det er muligt. Det er således vores erfaring, at vi opnår mest, hvis virksomhedens miljøansvarlige kan deltage under tilsynet.

Varsling af tilsyn

Oftest vil Miljøsektionen aftale tid for de planlagte miljøtilsyn, men f.eks. ved klager sker tilsynet uanmeldt.

Senest opdateret: 21 dec 2011

Miljøuheld

Ring 112

Oplys:
- Navn
- Hændelse
- Sted 
- Tidspunkt
- Tilskadekomne
- Omgivelser