Forside   Kontakt   Job hos os   Lokale links   Integration   A - a   Oversigt   A-Z   Video   Presse   English
afstand

afstand
afstand
afstand
afstand
Politik pil-afstand Udvalg pil-afstand Teknik- og Miljøudvalget pil-afstand Referater af møder i Teknik- og Miljøudvalget pil-afstand 17. april 2007 afstand
Udskriv
Abonnér
Spørgsmål?
kommentar?
afstand

17. april 2007

 

Møde i Teknik- og Miljøudvalget

den 17. april 2007, kl.  13:00

i udvalgsværelse 7

REFERAT

INDHOLDSFORTEGNELSE

1.... Meddelelser 2

2.... Ændring af mødedato. 4

3.... Årsregnskab 2006. 4

4.... Ballerup Idrætsby - projekter for vejanlæg og cykelsti - anlægsbevilling. 6

5.... Skitseprojekt for anlæg af Søpromenaden m.m. på Søndergård - anlægsbevilling. 8

6.... Renovering af Jørgen Andersens Vej i Måløv - anlægsbevilling. 10

7.... Etablering af taxinævn for hele Hovedstadsregionen. 11

8.... Det Lokale Trafiksikkerhedsråd - orientering om kampagner i 2007. 12

9.... Skitseprojekt for lysregulering af krydset Lautrupvang/Sømoseparken/indkørsel til Ingeniørhøjskolen  14

10.. Retningslinier for ansøgninger om mobiltelefon-antenner og kompetencefordeling. 16

11.. Brydehusvej 32-40 - Ansøgning om dispensation fra Lokalplan nr. 108 til at udføre belægninger i beplantningsbælter 18

12.. Marbæk Park - Hotel - Ansøgning om dispensation til skilte. 20

13.. Formulering af en handicappolitik - høringsoplæg. 21


1.    Meddelelser

1151-2006006206

a)

2007-1441/2007-1442 (Miljø & Teknik)

Temamøder

I tilknytning til udvalgets møder i maj og juni 2007 vil der blive afholdt to temamøder. På majmødet vil temaet være "Kommunens opgaver efter Naturbeskyttelsesloven - hvad skal vi, og hvor har kommunen et råderum". På junimødet bliver temaet "Miljømålsloven - hvordan får kommunen indflydelse på de kommende vand- og naturplaner". 

b)

2207-1350 (Miljø & Teknik)

Miljøredegørelse 2006

Ballerup Kommunes Kloakforsyning har i marts 2007 haft besøg af den eksterne revisor til en revision af vores miljøledelsesarbejde, som er en konsekvens af kloakforsyningens EMAS registrering.

Ud over at spørge ind til miljøarbejdet er revisorens opgave, at godkende den årlige miljøredegørelse. Det, som revisoren forholder sig til er, om EU forordningens krav til en miljøredegørelse er overholdt. Kloakforsyningens Miljøredegørelse 2006 er godkendt af den eksterne revisor.

Miljøredegørelsen beskriver fakta om driften af kloakforsyningen i 2006. På mødet den 15. august 2006, pkt. 9 vedtog udvalget tre miljømål med tilhørende handleplaner. Miljøredegørelsen beskriver endvidere arbejdet for at opfylde miljømålene i sidste halvdel af 2006 og hele 2007.

Den godkendte Miljøredegørelse 2006 er et offentligt dokument, som bl.a. vil ligge på hjemmesiden samt på kommunens biblioteker.

Miljøredegørelse 2006 udleveres på mødet.

c)

2007-1398 (Miljø & Teknik)

Regeringsudspil om ny organisation af affaldssektoren

Regeringen fremlagde i februar 2007 regeringsudspillet ”Den ny affaldssektor”.

Forslaget udspringer af et ønske om at effektivisere og konkurrenceudsætte sektoren. Der er blandt deltagerne i Miljøstyrelsens Arbejdsgruppe om emnet, opnået enighed om mange af de overordnede midler.

Kommunernes Landsforening m.fl. har udarbejdet høringssvar inden høringsfristens udløb den 16. marts. Herefter forventes en politisk behandling i Folketinget.

Der er ingen miljøambitioner i udspillet. Det handler om at få et velfungerende område til at fungere mere økonomisk effektivt.

Af mere konkrete ændringer er der bl.a. lagt op til:

- at kommunernes affaldsregulativ skal erstattes med et statsligt udarbejdet standard- regulativ,

- at data i affaldssystemet skal indberettes til ét centralt organ,

- at der skal være fælles regler for opkrævning og gennemsigtighed af affaldsgebyrer,

- at virksomhederne skal have adgang til genbrugsstationerne på en ensartet måde,

- at virksomhederne får frit valg mht. behandling af affald til genanvendelse.

d)

2004002286 (Plan & Byg)

Tempovej 10 – 12 – In-Bolig – Skiltning

Udvalgets beslutning om at påbyde den ulovlige skiltning fjernet er indklaget for Naturklagenævnet ved mail af 1. februar 2007.

Naturklagenævnet har med brev af 18. marts 2007 afvist at behandle klagen, idet den er indkommet efter klagefristens udløb den 22. december 2006.

e)

2006005148 (Plan & Byg)

Tangevej 19 – Indretning af to boliger på ejendom

Udvalgets beslutning den 14. november 2006, pkt. 8 om ikke at dispensere fra Byggelovens § 10 A til indretning af to boliger på ovennævnte ejendom er blevet indklaget for Statsforvaltningen Hovedstaden.

Statsforvaltningen har med brev af 2. april 2007 hjemvist sagen til fornyet behandling, idet Statsforvaltningen ikke mener, at Byggelovens § 10 A finder anvendelse ved blandede beboelser, men kun ved rene en-familiehuse.

f)

2007-1460 (Plan & Byg)

Måløv Aksen - støttetilsagn fra Realdania

Realdania har med brev af 26. marts 2007 meddelt, at der er bevilget op til 5 mio. kr. til Måløv Aksen. Bevillingen er givet til 50% af udgifterne og er øremærket til konceptudvikling for hele strækningen samt realisering af projekt for en første etape, bestående af de to tunneller under hhv. banen og Frederikssundsvej samt det mellemliggende areal. Det er et vilkår, at Center for Byrumsforskning skal deltage i projektets følgegruppe. Støtten er tidsbegrænset og udløber i 2010.

Ultimo 2006 sendte Plan & Byg ansøgning til Realdania om støtte til forbedring af Måløv Aksen, dvs. strækningen mellem Søndergård og Måløv Bymidte (tidligere kaldet Måløv-forbindelsen). Baggrunden for ansøgningen var, at Realdania gerne støtter projekter, der behandler problematikker omkring barrierer i byerne. Da Søndergård og Måløv By adskilles af både jernbanen og Frederikssundsvej, er Måløv Aksen et godt eksempel på en sådan problem­stilling.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 1:

Pkt. 1a: Temamødet i juni flyttes til august og temamødet i maj flyttes til juni.

Pkt. 1b-1f: Til efterretning.

2.    Ændring af mødedato

1151-2006006209

Redegørelse

Det foreslås, at udvalgsmødet i maj flyttes fra tirsdag den 8. maj til mandag, den 14. maj, kl. 13.00.

Sagen afgøres af

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutningsoplæg

Teknisk Direktør foreslår,

at

udvalgsmødet flyttes til mandag, den 14. maj 2007, kl. 13.00.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17.april 2007 Punkt 2:

Godkendt.

3.    Årsregnskab 2006

1151-2006000302

Teknik- og Miljøudvalget den 13. marts 2007, pkt. 1i.

Resumé

Årsregnskabet omfatter udvalgets ansvarsområde, der omhandler følgende bevillingsrammer:

10.10

VVS-afdelingen

10.12 

Fritidsområder mv.

10.14

Spildevandsanlæg

10.18

Vandforsyning

10.19

Vandløbsvæsen

10.20

Redningsberedskab

10.22

Trafik og infrastruktur

10.26

Renovation mv.

10.28

Øvrige miljøforanstaltninger mv.

Redegørelse

Udvalget skønner, med de opnåede resultater, at have opfyldt de af Kommunalbestyrelsen fastsatte overordnede mål for bevillingsområderne.

Årets økonomiske resultat ser således ud:

Budget 2006

inkl. tillægsbev.

Regnskab 2006

Afvigelser

Nettoresultat

36.744.000 kr.

35.988.478 kr.

-755.522 kr.

I forhold til de meddelte bevillinger er der tale om et samlet mindreforbrug på 755.522 kr., svarende til ca. 2,1 %.

De meddelte bevillinger for 2006 fordeler sig således (i 1.000 kr.):

Oprindeligt budget for 2006 .………………….………………………..……

47.824

Udskydelse af leverancer mv. fra 2005 til 2006 .…………..…….

2.050

Årets budgetopfølgninger

-   Interne omflytninger (drift) ………………………………………………

666

-   Interne omflytninger (fra anlægsbudget) …………………………

-1.748

-   Reelle afvigelser …………………………………………………………………

       -7.300

Udskydelse af leverancer mv. fra 2006 til 2007 .…………..…….

  -4.850

Budget 2006 inkl. tillægsbevillinger ………………………………………

  36.744

Der forekommer på bevillingsområderne en række afvigelser i op- og nedadgående retning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne under de enkelte bevillingsområder i regnskabet.

Der tages forbehold for eventuelle revisionsbemærkninger til årsregnskabet.

Bilag

Årsregnskab for 2006 (udsendes).

Sagen afgøres af

Kommunalbestyrelsen

Beslutningsoplæg

Teknisk Direktør foreslår,

at

årsregnskabet med de anførte bemærkninger for Teknik- og Miljøudvalgets ansvarsområde godkendes, og

at

årsregnskabet oversendes Økonomiudvalget til videre behandling.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 3:

Indstilles til godkendelse.

Der udsendes på mail til udvalgets medlemmer udgifterne til snerydning for vinteren 2006/2007.

4.    Ballerup Idrætsby - projekter for vejanlæg og cykelsti - anlægsbevilling

1151-2003003197

Teknik- og Miljøudvalgets den 6. juni 2006, pkt. 14.

Økonomiudvalgets den 13. juni 2006, pkt. 25.

Kommunalbestyrelsens den 19. juni 2006 Punkt 23.

Teknik- og Miljøudvalgets møde 15. august 2006 Punkt 1.

Resumé

Der søges om frigivelse af den givne anlægsbevilling til at udføre ændringer i Ballerup Idrætsby bl.a. P-pladsen med tilhørende stiforløb foran TopDanmark Hallen, og rundkørsel og cykelsti ved Marbækvej samt om en bevilling på de forøgede udgifter som følge af prisstigninger.

Redegørelse

Åbningen af Ballerup Super Arena og igangsætningen af Nordicoms hotel- og boligbyggeri har gjort det nødvendigt at færdiggøre arealerne omkring Arenaen, udføre byggemodningsarbejder og forbedre infrastrukturen. Arbejdet blev påbegyndt i 2005 med anlæg af grusparkeringspladser mod Ballerup Boulevard og udførelse af et signalreguleret kryds i tilslutning hertil. I 2006 blev slidlaget lagt på parkeringspladserne.

I 2006 blev følgende udført:

  1. Forbedring af lysforholdene og udseendet af parkeringspladserne omkring Ballerup Super Arena.
  2. Omprofilering af Ballerup Idrætsby fra Marbækvej til TopDanmark Hallen. Første del af enkeltrettet cykelsti i vestsiden af Marbækvej fra Ballerup Idrætsby til Marbæk Park. 
  3. Færdiggørelse af støjvolden mellem Ballerup Idrætsby og Motorring 4
  4. Udskiftning af belysningen på adgangsvejen langs Stadionsøen så den følger kommunens belysningsplan.

På grund af det meget våde efterår, tilbagestår dog en del af beplantningen.

I indeværende år udføres følgende arbejder, hvoraf der er afholdt licitation 20. marts 2007:

  1. Fortsættelse af omprofileringen af Ballerup Idrætsby frem til East Kilbride Badet (foran TopDanmark Hallen).
  2. Udførelse af tilslutning af Ballerup Idrætsby til Marbækvej som en minirundkørsel belagt med chaussésten.
  3. Udførelse af en enkeltrettet cykelsti i vestsiden af Marbækvej fra Marbæk Park til cykelstien mod Harrestrup Å.

Anlægsudgifter til arbejder påbegyndt i 2006 forventes at blive forøget med 0,3 mio. kr. på grund af de meget store prisstigninger, som varslet på mødet udvalget den 15. august 2006. Anlægsudgifterne til punkterne 1-3 vil beløbe sig til 4,1 mio. kr., en merudgift på 0,5 mio. kr. efter licitationen, svarende til en forøgelse på 14 % i forhold til det bevilgede beløb den 19. juni 2006.

Den samlede bevillingsansøgning til forhøjede udgifter beløber sig herefter til 0,8 mio. kr.

I henhold til senest administrativt ajourførte investeringsoversigt pr. 5. december 2006 er der på projekt nr. 9925 – Idrætsbyen - Infrastruktur - afsat 17,875 mio. kr. fordelt med 2,821 mio. kr. i 2005, 8,304 mio. kr. i 2006 og 6,75 mio. kr. i 2007.

Sagen afgøres af

Teknik- og Miljøudvalget for så vidt angår frigivelse af restbeløbet på 3,6 mio. kr. fra 2006

Kommunalbestyrelsen for så vidt angår merudgifterne på 0,8 mio. kr.

Beslutningsoplæg

Miljø & Teknik foreslår,

at

projektarbejderne for 2007 godkendes,

at

udvalget frigiver restbeløbet 3,6 mio. kr. på projekt nr. 9925 – Idrætsbyen – infrastruktur, og

at

der meddeles en anlægsbevilling til dækning af de forøgede udgifter på 0,8 mio. kr. på projekt nr. 9925 – Idrætsbyen – infrastruktur.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 4:

Indstilles til godkendelse.

5.    Skitseprojekt for anlæg af Søpromenaden m.m. på Søndergård - anlægsbevilling

2007-287

Resumé

Der fremlægges 4 skitseforslag med forskelligt materialevalg til udførelse af Søpromenaden inkl. kajkant og støttemur. I forslagene indgår opstilling af 5 granitsokler. Forslag 1 med konstruktioner af azorbé træ og grus på gangarealet indstilles til godkendelse. Anlægsudgiften er 6,85 mio. kr. Herudover søges en anlægsbevilling på 2,65 mio. kr. til færdiggørelsesarbejder omkring søen.  

Redegørelse

Sidste år blev hovedparten af søen udgravet. De første beboere er siden flyttet ind i byggerierne nord for søen, og mange flere vil flytte ind i løbet af året. Derfor skal Søpromenaden med kajkant og støttemur anlægges i år.

Der er i samarbejde med Rambøll og Ting & Wainø udarbejdet 4 skitseforslag baseret på samme udformning af Søpromenaden, men med alternative materialevalg.

Forslag 1: Kajkant og støttemur udføres med FSC certificeret azorbé træ. Gangarealet befæstes med slotsgrus kantet med chaussésten. Anlægsudgift 6,5 mio. kr.

Forslag 2: Kajkant og støttemur udføres med stålspuns afsluttet med en træhammer. Gangarealet befæstes med slotsgrus kantet med chaussésten. Anlægsudgift 7,0 mio. kr.

Forslag 3: Kajkant og støttemur samt gangareal udføres af betonmateriale som en sammenhængende enhed. Anlægsudgift 8,2 mio. kr.

Forslag 4: Kajkant og støttemur udføres med granitplader på betonvægge. Gangarealet befæstes med slotsgrus kantet med chaussésten. Anlægsudgift 10,9 mio. kr.

Hovedprincippet for en belysning er i alle forslag baseret på markeringslys langs kajkanten. Pullertlygter foran støttemuren og lys i gelænder ved trappe/rampe til sideveje. Der arbejdes videre med belysningsvalg, som senere vil blive forelagt udvalget.

På hver repos ud for sidevejene opsættes de i kunstkataloget viste granitsokler, som er udformet af kunstkonsulent Bjørn Nørgaard. Anlægsudgift 350.000 kr.

Det anbefales at vælge forslag 1 med henvisning til, at det er en enkel løsning, som harmonerer godt med omgivelserne og samtidig er anlægsudgiften lavest.

Udover Søpromenaden skal der udføres færdiggørelsesarbejder langs søen. Der mangler at blive afgravet jord i enderne af søen. Jorden indbygges i vold langs Søndergårds Allé som støjafskærmning mod byggerierne i. h. t. § 9.3 i Lokalplan nr. 102.3. Der skal udføres træoverbygninger på ind- og udløbsbygværker og en pumpestation skal installeres. Endvidere er der udgifter til projektering m.m. Anlægsudgift 2,65 mio. kr.

Ved valg af skitseforslag 1 bliver anlægsudgiften for byggemodningsarbejder på Søndergård etape 3-7, projekt nr. 7881, på 6,85 mio. kr. I den administrativt ajourførte investeringsoversigt pr. 5. december 2006 er der i år afsat 12,366 mio. kr. til dette og andre formål.

På projekt nr. 9253, Søndergård etape 3-7 – kloak, er afsat 6,601 mio. kr. i år til færdiggørelse af søen.

Søpromenaden skal senere overdrages til grundejerforeningen nord for søen som et privat fællesareal.

Sagen afgøres af

Kommunalbestyrelsen

Beslutningsoplæg

Miljø & Teknik foreslår,

at

skitseforslag 1 godkendes,

at

der meddeles en anlægsbevilling på 6,85 mio. kr., projekt nr. 7881 – Søndergård – byggemodning etape 3-7 - til udførelse af Søpromenaden, og

at

der meddeles en anlægsbevilling på 2,65 mio. kr., projekt nr. 9253 – Søndergård etape 3-7 – kloak - til færdiggørelsesarbejder omkring søen.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 5:

Indstilles til godkendelse.

6.    Renovering af Jørgen Andersens Vej i Måløv - anlægsbevilling

2007-157

Resumé

Der søges om bevilling til projektering og ombygning/ trafiksanering/ af vejen, så trafikken til og fra virksomheder og boliger langs vejen fremover kan afvikles trygt og trafiksikkert.

Redegørelse

Jørgen Andersens Vej trænger til en istandsættelse, vejen er slidt og de bløde trafikanter har mindre gode forhold i området.

Det foreslås derfor, at vejen, der er ca. 120 m lang, trafiksaneres og ombygges med cykel- og gangstier i begge vejsider. Hastighedsgrænsen nedsættes til 45 km/timen, der understøttes med hastighedsdæmpende foranstaltninger, evt. udført som bump eller hævet vejflade i det område. hvor bløde trafikanter krydser vejen.

Antallet af parkeringspladser ved virksomhederne og boliger langs vejen bliver ikke berørt i forbindelse med vejens trafiksanering.

Et eventuelt overskydende vejareal i vestsiden af vejen foreslås overdraget vederlagsfrit firmaet Jørgen Andersen A/S.

For at undgå omkostninger ved den planlagte projektering og efterfølgende ombygningsarbejder har Miljø & Teknik anmodet Vejdirektoratet om en udtalelse, set i relation til en evt. kommende ny højklasset vej i Frederikssundsfingeren. I medfør af Vejloven er der ved samme lejlighed søgt om tilladelse til en mindre ombygning i krydset ved Måløv Byvej.

Vejdirektoratet har mundtligt svaret, at man ikke kan se problemer i forbindelse med den påtænkte ombygning.

Skitseprojektet forelægges for Jørgen Andersen inden gennemførelse af detailprojektering.

Der er på nuværende tidspunkt ikke udarbejdet et projekt til vejens ombygning. Et overslag på udgiften for Jørgen Andersens Vejs istandsættelse anslås til ca. 800.000 kr., ekskl. moms, men inkl. projekteringsudgifter, som skønnes at udgøre ca. 150.000 kr.

Det samlede arbejde skønnes ikke at give anledning til forøgede driftsudgifter.

På den godkendte investeringsplan 2007 er renovering af vejen prioriteret og i forbindelse hermed er der i den senest administrativt ajourførte investeringsoversigt pr. 5. december 2006 på projekt nr. 9666 – Renovering af Jørgen Andersens Vej – afsat 0,8 mio. kr. (prisniveau december 2004).

Sagen afgøres af

Kommunalbestyrelsen

Beslutningsoplæg

Miljø & Teknik foreslår,

at

renovering af Jørgen Andersens Vej godkendes, og

at

der meddeles en projekterings- og anlægsbevilling på 0,8 mio. kr., projekt nr. 9666 – Renovering af Jørgen Andersens Vej.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 6:

Indstilles til godkendelse.

7.    Etablering af taxinævn for hele Hovedstadsregionen

2007-307

Resumé

KKR Hovedstaden anmoder Ballerup Kommune om stillingtagen til behovet for et samlet taxinævn for hele Hovedstadsregionen.

Redegørelse

Kommunalreformen har givet anledning til en modernisering og justering af Taxiloven. Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2007.

Iflg. loven nedlægges Storkøbenhavns Taxinævn formelt og ændres til et kommunalt fællesskab i fremtiden. Der vil dog være en overgangsperiode, da Storkøbenhavns Taxinævn ikke nedlægges, før kommunerne i hovedstadsområdet har etableret et kommunalt fællesskab, som har overtaget nævnets opgaver.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det er Transport- og Energiministeriets vurdering, at der i Storkøbenhavnsområdet er behov for en fælles administration af taxiområdet for at kunne levere en tilfredsstillende kundebetjening. Det er derfor Ministerens forventning, at de involverede kommuner selv vil tage initiativ til etablering af et kommunalt selskab, som skal administrere Taxiloven i hovedstadsområdet.

Hvis et sådant selskab ikke etableres vil ministeren tage initiativ hertil.

Sagen afgøres af

Teknik-og Miljøudvalget

Beslutningsoplæg

Miljø & Teknik foreslår,

at

kommunen meddeler KKR Hovedstaden, at man ønsker at medvirke til dannelse af et samlet taxinævn for hele Hovedstadsområdet.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17.04.2007 Punkt 7:

Godkendt.

8.    Det Lokale Trafiksikkerhedsråd - orientering om kampagner i 2007

2007-235

Resumé

Det Lokale Trafiksikkerhedsråd har planlagt, at gennemføre følgende kampagner for af fremme trafiksikkerheden i 2007:

·         Selekampagne

·         Skolestartskampagne

·         KAOS-kampagne

·         Hastighedskampagne

Redegørelse

Det Lokale Trafiksikkerhedsråd i Gladsaxe Politikreds har indtil 1. januar 2007 bestået af 5 kommuner Ballerup, Herlev, Gladsaxe, Værløse og Ledøje- Smørum. Nu tilhører Ballerup, Herlev og Gladsaxe Kommuner Vestegnens Politikreds, som består af i alt 11 kommuner. Det Lokale Trafiksikkerhedsråd består indtil videre af de 3 kommuner, men kan tænkes at blive udvidet med flere kommuner fra Vestegnens Politikreds. Værløse og Ledøje Smørum Kommuner er udgået p.g.a. tilhørsforhold til anden politikreds.

Det Lokale Trafiksikkerhedsråd har besluttet, at deltage i 4 kampagner i 2007, som er beskrevet i det følgende:

Selekampagne

Rådet for Større Færdselssikkerhed har, i samarbejde med de lokale trafiksikkerhedsråd, igen i år udarbejdet en landsdækkende kampagne for øget brug af sikkerhedsseler i bilerne. Kampagnen er andet skridt i en treårig strategi. Kampagnen bliver gennemført i ugerne 16, 17 og 18.

Kampagnens formål er at få 90 % af personbilførere til at bruge selen - mod de nuværende 87 %. Baggrunden for kampagnen er, at det ud fra politiets registreringer er konstateret, at hver femte bilist og hver anden varevognsfører ikke bruger sikkerhedsseler, og endvidere, at hver anden af de trafikdræbte ikke havde brugt sikkerhedsseler.

I kampagneperioden vil der blive opsat vejkantplakater med teksten ”Husk hinanden på selen”. Samtidig vil der være en landsdækkende pressedækning med opfølgning fra politiets side.

Skolestart

Det Lokale Trafiksikkerhedsråds egen kampagne gennemføres som en lokal kampagne i Ballerup, Herlev og Gladsaxe Kommuner. Lokalkampagnen i Ballerup omfatter alle kommuneskoler og private skoler. Kampagnen gennemføres i ugerne 32, 33, 34 og 35.

Formålet er, at gøre trafikanterne i nærheden af skolerne opmærksomme på de små nye trafikanter, der starter i skole efter sommerferien.

I kampagneperioden bliver der opsat vejkantplakater, hovedsagelig på adgangsvejene i nærheden af skolerne. Endvidere vil alle skolebørn fra børnehaveklasse til anden klasse få udleveret en folder, der skal afleveres til forældrene. Den giver gode råd om børn og færdsel, og der er vedlagt en gave (ministreamere, som kan sættes på biler og tasker).

Endelig vil alle børn i børnehaveklasser og første klasser i kommunens skoler få udleveret en T-shirt med kampagnens logo og teksten ”Pas på mig”. Skilte, foldere og T-shirts er alle udført i kampagnens gule farve.

Kaoskampagne

Det ”Lokale Trafiksikkerhedsråds” egen kampagneplan blev udarbejdet i 2003, og gennemføres lokalt i Ballerup, Herlev og Gladsaxe Kommuner. Rådets økonomiske grundlag muliggør kun afholdelse af kampagner på 2 skoler hvert år i Ballerup. På de udvalgte skoler kører kampagnen 2 år i træk med en fuld udgave det første år, og en "light" udgave det andet år. I år tilbydes Rosenlundskolen at deltage i den fulde udgave.

Kampagnens formål er at få flest mulige børn til selv at komme i skole, frem for at blive kørt i skole i bil af deres forældre. Baggrunden er, at bilkørslen på og ved skolerne har fået et omfang, som har gjort det meget usikkert for børnene at færdes ved skolerne.

Under kampagnen involveres skolens lærere, elever, forældre og politi. I den første uge undervises eleverne til og med 5. klasse i færdselssikkerhed og de skal bestå en gå- eller cykelprøve. I de næste to uger konkurrerer børnene klassevis om at komme gående eller cyklende flest gange til skole.

I kampagneperioden vil der blive opsat plakater og bannere på og ved skolerne. På hjemmesiden www.skoletrafik.dk kan skolerne bl.a. skrive om, hvordan det går med kampagnen.

Fartkampagne

Årets fartkampagne er en landsdækkende fælleskampagne, som gennemføres af Rådet for Større Færdselssikkerhed i samarbejde med de lokale trafiksikkerhedsråd. Kampagnen er en opfølgning af sidste års kampagne, og den er et led i en femårig indsats på hastighedsområdet. Kampagnen vil blive gennemført i ugerne 39, 40 og 41.

Formålet med kampagnen er at gøre opmærksom på, at farten er afgørende for, hvor alvorligt ulykker bliver, og især fokusere på betydningen af, at selv mindre overskridelser på 10-15 km/t kan have stor betydning.

I kampagneperioden vil der blive opsat vejkantplakater med sloganet "fart gør ondt værre". Samtidig vil der være TV- og radiospots, intensiv hastighedskontrol og øget politiovervågning. 

Sagen afgøres af

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutningsoplæg

Miljø & Teknik foreslår,

at

sagen tages til efterretning.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 8:

Godkendt.

9.    Skitseprojekt for lysregulering af krydset Lautrupvang/Sømoseparken/indkørsel til Ingeniørhøjskolen

1151-2002003931

Teknik- og Miljøudvalget den 16. august 2005 pkt. nr. 14.

Økonomiudvalget den 23. august 2005 pkt. nr. 29.

Kommunalbestyrelsen den 29. august 2005 pkt. nr. 24.

Resumé

Der forelægges et skitseforslag til lysregulering af krydset Lautrupvang/ Sømoseparken/indkørsel til Ingeniørhøjskolen til godkendelse.

Redegørelse

Kommunalbestyrelsen godkendte på mødet den 29. august 2005 byggemodningsprojekter for nye boliger og erhvervsparcel ved Sømosen og meddelte en bevilling på 5,465 mio. kr. til formålet. I byggemodningen indgår en lysregulering af krydset Lautrupvang/Sømoseparken /Indkørsel til Ingeniørhøjskolen.

Miljø & Teknik har i samarbejde med Via Trafik udarbejdet et skitseforslag til indretning af lysreguleringen. Signalanlægget indrettes som et ”alt rødt anlæg”. Det fungerer sådan, at der er rødt i alle retninger, når der ikke er trafik (biler, cykler og gående) i krydset. Den første trafikant, som kommer til krydset, får straks grønt lys. Kommer der flere trafikanter i samme retning forlænges grønttiden, ellers bliver der igen rødt i alle retninger. Denne type signalanlæg giver kort eller ingen ventetid udenfor myldretiderne.

Busstoppestedet nærmest Sømoseparken flyttes hen foran Ingeniørhøjskolen i egen buslomme. Det forbedrer trafikafviklingen i krydset og øger sikkerheden for buspassagerer til og fra Ingeniørhøjskolen. Buslommen kan ligge på offentligt vejareal ved indsnævring af bøgehæk ind mod Ingeniørhøjskolens parkeringsplads.

Cyklister og gående til Ingeniørhøjskolen kommer fortrinsvis fra den dobbeltrettede sti syd og øst for Lautrupvang, som er en del af stisystemet på Lautrupgård. For at skabe en sikker forbindelse, som de studerende vil bruge, føres en dobbeltrettet cykelsti gennem lysreguleringen og videre langs indkørselsvejen til den tværgående vej på Ingeniørhøjskolen.

Skitseforslaget har været forelagt Ingeniørhøjskolen. De kan tilslutte sig forslaget og de ændringer der sker på deres ejendom.

Der er i byggemodningsbudgettet afsat 800.000 kr. til lysreguleringen. Flytning af buslommen og den dobbeltrettede cykelsti vil øge udgifterne med ca. 150.000 kr. Hvorvidt denne udgift kan afholdes indenfor budgettet vil vise sig, når der har været afholdt licitation. Da der endvidere må påregnes en merudgift på 200.000 kr. som følge af, at det har været nødvendigt, at udskifte blød bund for 340.000 kr. foreslås det, at der efter licitationen tages stilling til i hvilket omfang, der er behov for en yderligere bevilling.

Sagen afgøres af

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutningsoplæg

Miljø & Teknik foreslår,

at

skitseforslaget til lysregulering godkendes.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 9:

Godkendt.

10.  Retningslinier for ansøgninger om mobiltelefon-antenner og kompetencefordeling

2007-1341

Resumé

På udvalgsmødet den 16. januar 2007 blev udvalget orienteret om status og udbygningsplaner for 3. generations mobiltelefon-antenner (UMTS).

De licenstildelte teleselskaber har forpligtet sig til en 80 % befolkningsmæssig dækning ved udgangen af 2008.

Kommunen har modtaget endnu 6 ansøgninger om opsætning af 3. generations mobiltelefon-antenner, og det forudses, at der i resten af dette år og til næste år vil komme yderligere ansøgninger.

På baggrund af de modtagne ansøgninger og gældende praksis i andre kommuner har Plan & Byg udarbejdet et forslag til retningslinier for sagsbehandlingen af ansøgninger om etablering af antenner, master og teknikkabiner til mobiltelefonsystemer og kompetencefordelingen mellem udvalget og afdelingen.

Redegørelse

Ballerup Kommune er, som landets øvrige kommuner, underlagt den gældende lovgivning for opsætning af antenner til 3. generations mobiltelefoni (UMTS). Det betyder, at kommunen ikke kan forhindre opsætning af antenner.

 

UTMS er et verdensomspændende system, hvor man kan bruge sin UMTS-telefon overalt på jorden. Man har mulighed for at sende billedbeskeder og konstant være online på Internettet via sin mobiltelefon.

UMTS-systemet medfører, at der skal etableres op til 4 gange så mange antenner, som dem der findes i dag. De vejledende dækningsafstande for UMTS er i byer og bycentre 500 m, i landsbyer 1-5 km, på stærkt trafikerede veje 0,5-1 km, på andre veje, 3-5 km og i åbent land 7-10 km.

I kommunes sagsbehandling er det Byggeloven, Planloven og Masteloven, der regulerer etablering af antenner, master og teknikkabiner til mobiltelefonsystemer.

Kommunen har ikke hjemmel til at inddrage det sundhedsmæssige aspekt. Det hører under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som bl.a. beskæftiger sig med grænseværdier for mobilstråling.

Sundhedsstyrelsen oplyser, at masten ikke udsender elektromagnetiske felter. Står man på jorden og taler i mobiltelefon, og ser op på en mobilantenne, der er placeret i toppen af masten, er det elektromagnetiske felt mobiltelefonen producerer mange gange stærkere end det felt, der udgår fra mobilantennen.

Terrænet har indflydelse på udbredelsesforhold. Radiobølgerne skal kunne bevæge sig frit, og de kan ikke gennemtrænge bakker m.v. Dermed skal antennerne placeres over træhøjde. I de fleste tilfælde vil antenner placeret i en højde af 15-20 m være tilstrækkelig til mobiltelefonnet.

En lokalplan kan regulere højde og placering af antennemaster. I landzone kræver etablering af mobil-telefonantenner landzonetilladelse.

Ved byggesagsbehandlingen, efter Byggeloven, skal der ikke ske dispensationsbehandling af master og antenner, da de skrå og vandrette højdegrænseplaner er ophævet. En mast og antenne over 8½ m behandles ud fra kendskabet til de lokale forhold, hvor det er samspillet med omgivelserne, der er væsentligt.

Retningslinier:

  • Teleoperatørerne bør ved ansøgning om 3. generations mobilantenner i Ballerup Kommune planlægge for opsætning ved eksisterende mobilantennelokaliteter.
  • Hvis der ansøges om en anden placering, hvor der allerede er eksisterende mobilantennelokaliteter, skal teleoperatørerne medsende dokumentation for, hvorfor den eksisterende lokalitet ikke er anvendelig.
  • I de områder, hvor der ikke kan forventes tilstrækkelig dækning ved anvendelse af en eksisterende mobilantennelokalitet, skal teleoperatøren i samarbejde med Ballerup Kommune finde en egnet lokalitet, således at bestemmelserne i Planloven og Byggeloven så vidt muligt respekteres uden dispensation.
  • Nye antenner, master og teknikkabiner bør så vidt muligt placeres i bymæssig bebyggelse.
  • Nye antenner bør, hvor det er muligt, anbringes på eksisterende master eller andre høje (over 8½ m) bygningselementer i området.
  • Der bør tages videst mulig hensyn til den gældende planlægning samt arkitektoniske og andre værdier.
  • I sårbare byområder, landsbyer og det åbne land bør nye master placeres i tilknytning til eksisterende høje bygningselementer i området.
  • Ved skæmmende masteplaceringer skal ansøger evt. ved uvildig dokumentation godtgøre, at det ikke er muligt at opnå tilnærmelsesvis samme kommunikationsdækning ved en mindre skæmmende placering.
  • Særligt i landzone vil tilladelse til master normalt afstedkomme vilkår om, at den nederste del af anlægget afskærmes af beplantning, og at hele anlægget nedtages senest 1 år efter, at det formål, der er givet tilladelse til, er ophørt.
  • Placeringer af master og antenner, der i Regionplanen er udpeget som regionale naturområder, bør helt undgås.
  • Der vil normalt blive foretaget naboorientering inden en afgørelse træffes, hvor de omkringboende i en afstand af anlæggets højde x 3 vil blive hørt.

Sagen afgøres af

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutningsoplæg

Plan & Byg foreslår,

at

ansøgninger, der kræver behandling efter Planloven, skal behandles af udvalget, og

at

ansøgninger, der alene kræver behandling efter Byggeloven, kan behandles administrativt, hvis der ikke er modtaget indsigelser under naboorienteringen.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 10:

Godkendt, idet de to sidste dotter omformuleres og udsendes til udvalget til godkendelse.

11.  Brydehusvej 32-40 - Ansøgning om dispensation fra Lokalplan nr. 108 til at udføre belægninger i beplantningsbælter

2007-481

Resumé

DONG Energy A/S har købt ejendommen med henblik på værksted og lager til forskellige komponenter og reservedele til elektriske anlæg. For at skabe mest mulig udendørs materialeplads ønskes udført SF-stens belægning i beplantningsbælter.

Redegørelse

Ejendommen grænser mod syd op til jernbanen og mod vest op til Ringvej 4. Lokalplan nr. 108 indeholder i § 9.4 bestemmelse om, at der skal renoveres og vedligeholdes et 20 m bredt beplantet bælte mod jernbanen. Tilsvarende bestemmes i § 9.5 at et 10-20 m bredt bælte skal opretholdes mod Ringvej 4, som det fremgår af lokalplanens bilag 2. På bilag 2 er beplantningsbæltet vist i 20 m’s bredde ud for den aktuelle ejendom, mens det er vist i 10m’s bredde på ejendommen mod nord.

I lokalplanens § 9.8 er det bestemt, at de beplantede arealer ikke må benyttes til oplagsplads, interne veje, parkering eller lignende. I § 5.10 er det bestemt, at der er udlagt areal til forlængelsen af stien mod vest fra Brydehusvej under Ring 4 i retning mod Ballerup Station. Stien placeres i beplantningsbæltet.

I ansøgning af 20. februar 2007 anmodes om tilladelse til at belægge 15 m af beplantningsbæltet mod jernbanen med SF-sten og tilsvarende 15 m af bæltet mod Ring 4. Det er telefonisk oplyst, at det er af afgørende betydning for DONG’s brug af ejendommen, at arealerne kan belægges.

Mod syd ligger bygningerne helt op til beplantningsbæltet, og fra to porte i facaden er der anlagt en adgangsvej i ca. 5 m’s bredde, formentlig før der i den tidligere partielle byplanvedtægt blev vedtaget bestemmelser om beplantningsbælter.

Mod ringvejen er forskellen i bredden af beplantningsbælterne på de to eneste ejendomme, der har grænse hertil, ikke indlysende. I nogen grad kan det henføres til den større terrænforskel mod syd. Det vil dog i praksis kunne løses ved at befæste 10 m af beplantningsbæltet og bevare 10 m, som på ejendommen mod nord.

Ansøgningen er i høring hos Vejcenter Hovedstaden, der som vejmyndighed skal tage stilling til anlæg og anvendelse i relation til byggeliniebestemmelser og fremtidige vejudvidelser.

Sagen afgøres af

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutningsoplæg

Plan & Byg foreslår,

at

der meddeles dispensation fra Lokalplan nr. 108, § 9.5 til reduktion af beplantningsbæltet mod Ring 4 til 10 m under forudsætning af accept fra Vejbestyrelsen, og

at

der ikke meddeles dispensation fra Lokalplan nr. 108, § 9.4 til at udføre belægning i beplantningsbæltet, som ansøgt i 15 m af beplantningsbæltet mod syd, men at det accepteres, at det tidligere befæstede areal i ca. 5 m’s bredde til porte opretholdes.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 11:

Godkendt.

12.  Marbæk Park - Hotel - Ansøgning om dispensation til skilte

1151-2005005543

Resumé

Der er blevet ansøgt om dispensation til at anvende skilte med lyskasser.

Redegørelse

Ansøgningen fordrer en dispensation fra Lokalplan nr. 116, § 8.10, som bl.a. foreskriver, at lysskilte skal udføres, således at kun bogstaver og symboler fremstår lysende.

Ansøger anfører, at logoet er en helhed og elementerne heri uadskillige. Den gule farve er ikke anvendt for at synliggøre Zleep logo, men er derimod et brand i sin helhed.

Uanset hvor i Europa et Zleep logo er anvendt (tryksager, skilte, biler, internet m.m.) vil logoet bestå af det gule element med de sort/røde bogstaver og sengesymbolet.

En lyskasse benyttes almindeligvis til et skilt, hvor logoet er trykt i en vilkårlig størrelse på en lysende baggrundsflade, hvilket ikke er tilfældet her.

Sagen afgøres af

Teknik- og Miljøudvalget

Beslutningsoplæg

Plan & Byg foreslår,

at

der meddeles dispensation fra Lokalplan nr. 116, § 8.10 til det ansøgte. Dispensationen gives dog med forbehold for eventuelle gener i forhold til de nord for beliggende boliger og til de tilstødende fritids- og naturområder.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 12:

Godkendt.

13.  Formulering af en handicappolitik - høringsoplæg

1151-2006001203

Kommunalbestyrelsen, den 24. april 2006, pkt. 11

Resumé

Der er udarbejdet et høringsoplæg til handicappolitik i Ballerup Kommune. Høringsoplægget har været behandlet i den politiske følgegruppe, og følgegruppen har godkendt det. 

Redegørelse

Af budgetaftalen for 2006 fremgik det, at der skulle tages initiativ til formulering af en samlet handicappolitik.

Inden arbejdet med handicappolitikken gik i gang, blev der nedsat en politisk følgegruppe med repræsentanter for alle de politiske partier, ligesom der er sikret repræsentation fra alle fagudvalg. 

I september 2006 blev der afholdt en konference om handicappolitik i Ballerup Kommune. På konferencen gav deltagerne deres bud på en vision for Ballerup Kommunes handicappolitik, et fælles værdigrundlag for handicaparbejdet i kommunen og forslag til indsatsområder i handicappolitikken. 

En projektgruppe har udarbejdet et høringsoplæg til handicappolitik i Ballerup Kommune med udgangspunkt i input fra konferencen og den politiske følgegruppes tilkendegivelser.

Bilag

Høringsoplæg til handicappolitik (udsendes).

Notat om høringsprocessen og interessenter (udsendes)

Sagen afgøres af

Kommunalbestyrelsen

Beslutningsoplæg

Ældre & Handicap foreslår,

at

det foreliggende høringsoplæg indstilles til godkendelse.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets møde 17. april 2007 Punkt 13:

Indstilles til godkendelse.

Mødet sluttede kl. 16.15.

Mødet omfatter punkterne 1-13 (åben dagsorden).

Alle mødt. Jesper Würtzen deltog i behandlingen til og med pkt. 4.

Næste ordinære møde afholdes mandag, den 14. maj 2007, kl. 13.00.

Sign:  Jesper Würtzen     Helle Tiedemann     Jørn Larsen

          M. Hesselholt        Birte Kramhøft        Inger Christensen     D.V. Kjølsen

                                                                                          /K.O. Møgelvang          


afstand
afstand
afstand
Senest opdateret: 12. marts 2010
afstand
afstand afstand
   Ballerup Kommune . Hold-an Vej 7 . 2750 Ballerup . Tlf 4477 2000 . Fax 4477 2730 . CVR. 58271713 . Giro 3000478 . EAN . Email balkom@balk.dk