Rift om pladserne ved valg til nyt Frivillighedsråd
10.02.2010
Tirsdag den 9. februar 2010 blev der afholdt valg til Frivillighedsrådet i
Ballerup Kommune i Reehs Baghus, og mange var mødt op - både for at
stemme og for at stille op
De frivillige kræfter i Ballerup Kommune var i aftes samlet i Baghuset for at
møde kandidaterne og vælge et nyt Frivillighedsråd. Og det blev et valg med et
flot fremmøde.57 borgere havde trodset 6-dagesløbet og det meget kolde vejr og
mødte op med stort engagement og interesse for Frivillighedsrådet.
Kandidaterne vidste hvad de ville og kunne bidrage
med!
I alt stillede 16 kandidater op til de 10 pladser, som skulle besættes – og
derfor var der kampvalg om pladserne.
Kandidaterne var bredt repræsenteret lige fra de unge studerende -
som talte for involvering på tværs, ung som ældre, og alle bør deltage i
fællesskabet med de ressourcer man har – og til det mere modne segment,
som ønskede fortsat at bidrage til det frivillige arbejde og videregive den
opnåede viden gennem årene samtidig med at give plads til de unge med nye
initiativer og projekter.
Kandidaterne fik 2 minutter til at præsentere sig, og tilhørerne noterede
ihærdigt de mange fakta fra kandidaternes præsentation.
Efter præsentationen af de enkelte kandidater var der en kort spørgerunde,
hvor alle kandidaterne var samlet i et stående panel. Spørgsmål som bl.a.
”hvordan kandidaterne så mulighed for at gøre en reel indsats i
Frivillighedsrådet, når der ”kun” skulle afholdes 3 møder om året” blev stillet.
Flere af kandidaterne svarede, at de ikke så de 3 planlagte møder som noget
problem, da de anskuede det frit for Rådet at etablere under-arbejdsgrupper, som
arbejdede med helt konkrete tiltag, projekter eller andet.
Så skulle der stemmes!
Stemmesedlernes 10 tomme felter skulle udfyldes med navne på 10 forskellige
kandidater. Efter knap 15 minutter var de 4 stemmeoptællere færdige og kunne
offentliggøre valget.
De unge gjorde indtryk!
Sandra og Stine, som begge er studerende og medlemmer af Ballerup
Ungdomsråd, løb med de fleste stemmer. I den ”modsatte” ende gjorde også
85-årige Tove Tiim Mogensen stort indtryk og blev valgt ind – så man må sige, at
Frivillighedsrådet spænder bredt.
Sammensætningen af Frivillighedsrådet:
Sandra Nielsen
Stine Runitz
Susanne Mardahl
Karin Bønnelykke Otterstrøm
Torben Liljeroth
Jens Minnet
Tonny Rönnborg
Ulla Christensen
Rigmor Sofia Sommer
Tove Tiim Mogensen
Se billeder fra valgaftenen her
Udover de nyvalgte frivillige, er Doris Børger, Lolan Ottesen og Tom Nielsen
fra Kommunalbestyrelsen også medlemmer af udvalget.
Rådets medlemmer er valgt for perioden indtil 31.12.2011, dog er
kommunalbestyrelsesmedlemmerne valgt for en 4-årig periode, som følger valget
til Kommunalbestyrelsen.
Frivillighedsrådet skal på deres førstkommende møde konstituere sig med en
formand og næstformand og et stort fremadrettet arbejde venter på sig.

|