Miljøplanlægger Trine Baarstrøm

Miljøplanlægger Trine Baarstrøm

"Her skal du ikke kæmpe om at få lov til at lave spændende projekter"

Trine Baarstrøm er miljøplanlægger i Ballerup Kommune. Hun har været ansat i 4 år, og kommer fra en lignende stilling i Frederiksborg Amt.Det er sjovt at arbejde i Ballerup Kommune, fordi der er en forventning om, at vi stikker næsen frem, fortæller Trine.

Grib bolden og få opbakning
Det er sjovt at arbejde i Ballerup Kommune, fordi der er en forventning om, at vi stikker næsen frem. Her er en vilje til, at Ballerup skal være med helt fremme på miljø-området. At vi gør en forskel, og at vi lyser op på Danmarkskortet. Her skal du ikke kæmpe om at få lov til at lave spændende projekter. Når der sker noget indenfor miljøområdet, skal vi være til stede. Hvis vi kan gribe en ”bold”, er der derfor, som regel, fuld opbakning til det.

Ballerup har høje grønne ambitioner
Det kan godt være, at der nogle gange er for høje forventninger til os, i forhold til de rammer vi har at gøre godt med. Men hellere det! Jeg skiftede job til Ballerup kommune blandt andet fordi, kommunen har en meget grøn profil. Vi har et grønt sekretariat i kommunen med 3 fastansatte, som har et budget til at gøre noget inden for. Det er langt fra i alle kommuner, der er det.

Tænk ud over kommunegrænsen
Udsynet går heller ikke bare lige til kommune-grænsen, og det kan jeg godt lide. Vi må godt være med til at påvirke en udvikling - også på landsplan. Ballerup er med i et netværk, der hedder ”Dogme 2000”. Det er en gruppe af kommuner, som vil noget mere på miljøområdet, end det der er lovpligtigt.

Vi griner og får gode idéer
Jeg har nogle gode kollegaer, som jeg kan dele mit verdensbillede med, og så kan vi, ikke mindst, grine sammen. Faktisk er det ofte, når vi griner sammen, at de gode idéer opstår. Det kan sagtens være her, den ”dybe tallerken” opfindes. Vi må gerne tale sammen og have det sjovt her i Ballerup Kommune, og det er vigtigt. Vi skal vide lidt om hinanden, så vi kan drage omsorg for hinanden.

Sammen bliver vi bedre
Generelt arbejder vi meget sammen på tværs af fagområder i Ballerup Kommune, men jeg kunne godt tænke mig, at vi var endnu bedre til det. Det vil jeg gerne være med til at fremme. For det er rigtig spændende at få andres syn på sagen. Vi er gode, men sammen bliver vi meget bedre!

Mine børn betyder meget
Jeg er rigtig glad for mit arbejde, men det der virkelig kan få mig ud af dynen om morgenen, er mine dejlige børn. Når de står med deres store smil og river og flår i dynen, så springer jeg ud af sengen i godt humør. Mit arbejde i kommunen hænger heldigvis rigtig godt sammen med familielivet.

Senest opdateret: 21 dec 2011