Sundhedskonsulent Louise Kønig Schytte

Sundhedskonsulent Louise Kønig Schytte

"Jeg mærker et stærkt sammenhold i kommunen"

Louise Kønig Schytte er 41 år og er uddannet Cand.scient. i Idræt. Hun har arbejdet som sundhedskonsulent i Ballerup siden starten af 2008.Jeg mærker et stærkt sammenhold i kommunen og et stort engagement hos mine kollegaer, og det smitter, fortæller Louise.

Stort engagement og stærkt sammenhold
Der er blevet taget rigtigt godt i mod mig her i Ballerup Kommune, og det gør det nemmere at starte op i et nyt job. Jeg har mødt et meget stort engagement fra de mennesker, som arbejder i kommunen. De brænder virkelig for deres fagområder, og det har en afsmittende effekt. Her er en fælles ånd, og jeg kan mærke et stærkt sammenhold.

Vi er visionære
Jeg vidste godt, at Ballerup er meget visionær på idræts- og sundhedsområdet. Jeg har fx altid været imponeret over, at børnene her har dobbelt så mange idrætstimer i skolen, i forhold til andre steder. Derfor blev jeg også fristet til at søge stillingen. Det har heldigvis vist sig at holde stik. Ballerup Kommune vil virkelig noget på sundhedsområdet. Vi har en vision om at være Danmarks sundeste kommune i år 2010.

Målsætninger bliver til handlinger
Motion, idræt og sund kost er prioriteret højt som indsatsområder i hele kommunen. Det betyder blandt andet, at vi er i gang med at iværksætte flere attraktive sundhedstilbud til borgerne. Vi målretter lige nu nogle tilbud til de motionssvage grupper, og så får Ballerup sit eget sundhedscenter, som borgerne kan benytte sig af. Jeg synes generelt, at Ballerup Kommune er rigtig god til at omsætte de politiske målsætninger til reelle handlinger.

Tæt på det politiske niveau
For mig er det en fordel, at det er en lidt mindre kommune end fx Københavns Kommune, hvor jeg har arbejdet før. Her er du tættere på det politiske niveau. Jeg har også hele tiden kontakt til mine chefer, og jeg ved hvilke møder, der er i gang på sundhedsområdet. Alligevel kan det godt være svært at få tid til at sætte sig ind i alle de spændende projekter, som Ballerup Kommune har gang i, men det kommer forhåbentligt hen ad vejen.

Dine erfaringer værdsættes
Det bedste ved at komme til Ballerup Kommune er den tillid, som man har vist mig. Jeg er fx i gang med at starte et projekt op omkring ”motion på recept”. Her har jeg frie hænder til at gribe opgaven an på den måde, jeg finder mest hensigtsmæssig. Jeg fornemmer også, at man værdsætter de erfaringer, jeg har taget med mig fra sundhedsarbejdet i Københavns Kommune. 

Gode tilbud til os medarbejdere
Jeg plejer min egen sundhed og kondition ved fx at cykle til arbejdet og løbe i min fritid. Men jeg vil også gerne, på sigt, benytte lidt flere af de gode motionstilbud og muligheden for at få massage, som kommunen tilbyder os medarbejdere.

Senest opdateret: 21 dec 2011