Borgmester Willy R. Eliasen, (V) Egedal
Borgmester Willy R. Eliasen, (V) Egedal

Hvad er den største overraskelse ved Kina?
Det er mit første besøg, og jeg er overrasket over intensiteten og tempoet og over, at kineserne er så langt fremme teknologisk. Det kom bag på mig. Beslutningsprocessen derude er meget kort. Det virker som om, kineserne tager en beslutning og så går i gang med hurtigt og effektivt at føre den ud i livet. Det er næsten skræmmende, så hurtigt der skyder skyskrabere op, og så hurtigt de bygger metrostationer.
Hvad er det vigtigste ved samarbejdet med Wuxi?
At Bycirklen har etableret et brohoved i Kina. Derovre er kontakten til myndighederne altafgørende, og den kontakt kan vi politikere tilvejebringe. Jeg mener, at det alt for tidligt at gøre status over samarbejdet, men heldigvis har vores besøg bestyrket mig i troen på, at det er rigtigt at have kontakt til Kina og forsøge at skabe en platform, så også mellemstore virksomheder kan udnytte mulighederne på det kinesiske marked. Kineserne har fx igen vist stor interesse for vores energivenlige huse i Stenløse Syd, så jeg har lovet dem, at jeg vil forsøge at få repræsentanter herfra med i erhvervsdelegationen, der rejser til Wuxi til september.
Hvilke udfordringer ser du ved samarbejdet?
At få foldet aftalen ud og få fulgt op. Vi skal tænke langsigtet i stedet for kortsigtet. Vi skal koncentrere os om videndeling og erfaringsudveksling med kineserne og være meget varsomme med at udfase produktion til Kina.
Jeg siger Kina, du siger….EKSPANSION
Hvad har du fået ud af besøget i Kina?
Jeg har set med mine egne øjne, at Kina ikke er til at komme udenom. Man forstår det først rigtigt, når man selv ser og oplever det kinesiske samfund. Det er en øjenåbner for os danskere at besøge Kina.
Kontakt: willy.eliasen@egekom.dk
Senest opdateret: 26 nov 2011