Måløv Aksen

Måløv Aksen

Nyt om Måløv Aksen

ARKITEKTURPRIS TIL MÅLØV AKSEN!

Måløv Aksen er et af de 4 projekter, der har fået Ballerup Kommunes Bygningspris 2011.

Tildelingen af prisen begrundes bl.a. med, at "Måløv Aksen er et forbilledligt landskabsprojekt, der på unik vis forbinder mange forskellige trafikformer og aktiviteter og samtidig forholder sig originalt til stedets terræn og geologi. Stedet er blevet aktiveret og tilføjet menneskelig skala, bl.a.  ved parkoure terrasserne og bænkeskrænten med bordtennisbord. Den lysende viadukt med underlægnings graffiti har på fornyende måde skabt tryg passage mellem bydelene. Måløvaksen peger fremad såvel mht. sit nutidige materialevalg og el-lyssætning som med sin nytænkende bevidsthed om menneskelig adfærd".

Prisen består af en bronzeplakette, som snarest vil blive opsat på trappeanlægget i Måløv Aksen.

(nov.2011/agi)

 

MÅLØV AKSEN FÅR 5 HJERTER I POLITIKEN.

Politikens arkitekturanmelder, Karsten R.S. Ifversen, giver søndag d. 15. maj 2011 Måløv Aksen 5 ud af 6 mulige hjerter.

Ifversen skriver bl.a.:

"Det attraktive ved forstæderne, lyset, luften og de åbne rum, er jo samtidig deres forbandelse. For hvordan skal man nogensinde få sådan et ikkested til at føles som en sammenhæng? Det har tegnestuerne Adept og LiW Planning givet et forbilledligt svar på med landskabsprojektet Måløvaksen. (...)

Midt i forstædernes alt for rationelt entydige trafikørkener opleves Måløvaksen med dens tilstødende rum som en oase af muligheder for anvendelse."

 Foto fra Politikens artikel. Fotograf: Kåre Viemose/Adept

- - -

Måløv Aksens arkitekter hædret med Landskabsprisen 2010

 Landskabsprisen 2010 gik til landskabsarkitektfirmaet Liw Planning og arkitektfirmaet Adept, som tilsammen står bag udformningen af Måløv Aksen.

Prisen uddeles årligt af Danske Landskabsarkitekter, og i år var temaet for prisen ’kotering’. Begrundelsen for at præmiere netop Måløv Aksen er, at der med projektet ’skabes en fornem sammenhæng på tværs af flere trafikanlæg på et komplet umuligt sted. Projektet behandler skrænten ved viadukten, som er et typisk restareal, der opstår ved krydnings af tekniske anlæg. Restarealer, der som regel blot beplantes med afvisende planter, der skal holde folk væk fra den stejle jord. Et ofte mismodigt resultat. I dette projekt aktiveres arealet og gøres til et sted for handling, møde og ophold. Et dramatisk og unikt rum, der vækker opmærksomhed og sætter tanker i gang. Projektet præmieres bl.a. for at synliggøre tyngdekraftens tegning af landskabet, at behandle stejlheden i vores ellers så flade land, og for at gøre et umuligt sted til et muligt sted’.

Med landskabsarkitekt Lisbeth Westergaards ord: ’med projektet har vi gjort et ingenmands-land til et allemands-land’.

I menuen til højre kan du læse hele pressemeddelelsen vedr. landskabsprisen.

(23nov10/agi)

- - - - -

Måløv Aksens 1. etape indviet!

Fredag d. 1. oktober var det Arkitekturens Dag 2010. Emnet for dagen var denne gang ’Forstaden - rammen om det gode liv’

I Ballerup Kommune blev dagen markeret med indvielsen af første etape af Måløv Aksen - et projekt, der netop sigter imod at skabe liv og trivsel i forstadens byrum. Projektet er støttet af Realdania, der ser Måløv Aksen som et godt eksempel på, hvordan man med held kan løse problemer med stier på tværs af store trafikbarrierer, herunder ikke mindst mørke og utiltalende tunnelundergange - problemer som kendes i mange danske byer.

Programmet bød på taler ved borgmester Ove E. Dalsgaard  samt arkitekterne og landskabsarkitekten bag projektet: Adept Architects og LiW Planning. Derudover opførte Copenhagen Parkour et kort parkour-show, som vist hvor opfindsomt trappeanlægget ved stationen kan udnyttes til leg og bevægelse. Derudover var der varm kaffe og kakao til alle.

Ca. 300 mennesker var mødt frem til indvielsen, som var foregik i fint vejr og en rigtig god stemning.

(5.oktober10/agi)

 - - - - - 

Renovering af ’Krogrunden’ på Stationsvej

Et delprojekt under Måløv Aksen - Krogrunden på Stationsvej over for det gamle posthus - sættes snart i gang. Det er arkitekterne bag Måløv Aksen, landskabsarkitektfirmaet LiW Planning og Adept Architects, der i samarbejde med Ballerup Kommune har udarbejdet projektet.

I korte træk går det ud på, at Krogrunden åbnes mere mod Stationsvej, idet der fældes en del beplantning og etableres en snoet sti op ad bakken. Der etableres desuden bænke og et plateau på toppen med mulighed for forskellige udfoldelser. Adgangen til Krogrunden kommer til at ligge på hjørnet. Du kan finde illustrationer i menuen til højre.

Samtidig med at der således etableres et ’grønt byrum’ i tilknytning til Måløv Aksen, så skabes der ved samme lejlighed forbindelse  mellem det centrale Måløv og  Eskebjerggårdbebyggelsen,

Anlægsarbejdet går i gang, så snart vejrliget tillader det, og forventes færdigt til sommer.

Etableringen af Måløv Aksen er i gang!

Ved Måløv Station er anlægget af trappeniveauer fra stien mellem de to tunneller og op til cykelparkeringen ved stationen nu påbegyndt. Arealet , som i dag er en beplantet skråning, er en del af Måløv Aksens første etape, som omfatter de to tunneller og området imellem dem.Trappeanlægget kommer til at indeholde klatrevæg, ramper, beplantning og forskellige siddemuligheder.

Til foråret anlægges stien mellem og i tunnellerne. Aksen belægges med sort og grå asfalt, udformet som smeltevandsaflejringer. Tunnelvæggene bliver beklædt med plader og lys, så de kommer til at fremstå som lysende ’isklumper’ i smeltevandslandskabet.

Projektet er resultatet af en arkitektkonkurrence, som blev afholdt i 2008 på baggrund af Måløvborgernes ønsker for området (se nedenfor). Det gennemføres med støtte fra og i samarbejde med Realdania.

Ballerup Kommune beklager de gener, der evt. måtte opstå i forbindelse med etableringen af projektet. Der vil i hele byggeperioden blive opretholdt færdsel gennem tunnellerne og op til stationen, dog i perioder med indsnævringer.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til Ballerup Kommune: Annegitte Hjort på tlf. nr. 4477 2319 eller Hanne Dam Andreasen på tlf. nr. 4477 2468.

(agi/03.11..09)

 

Vinderprojektet for Måløv Aksen er fundet!!

I juni måned udskrev Ballerup Kommune i samarbejde med Realdania en indbudt konkurrence vedr. Måløv Aksen. Formålet var at få nogle gode bud på, hvordan Måløv Aksen kan gøre til et godt og attraktivt byrum i Måløv. Seks arkitekt-teams blev indbudt til at komme med deres bud, og resultatet blev seks meget spændende projekter, som rummer mange gode forslag.

Nu er vinderprojektet fundet! - og ved en prisoverrækkelse på Rådhuset d. 21. oktober kunne borgmester Ove E. Dalsgaard løfte sløret for, hvilket projekt der havde vundet konkurrencen. Vinderprojektet ’Smeltevandsdalen’ er udarbejdet af et team bestående af den unge tegnestue Adept (www.adeptarchitects.com) og landskabsarkitekt Lisbeth Westergaard fra LiW Planning (www.lisbethwestergaard.dk) i samarbejde med Imitio, Søren Jensen Rådgivende Ingeniører og Mikael Sylvest lysdesign.

Andenpræmien gik til et projekt fra Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue i samarbejde med Arkitektfirmaet Gustin.

Du kan læse om de to præmierede projekter - og om de andre fire, spændende forslag - i den ’dommerbetænkning’, som findes i menuen til højre.

Første- og andenpræmieforslagene kan du se her i menuen til højre.

 

HVAD SKER DER SÅ NU?

Næste skridt i processen mod en bedre Måløv Akse bliver, at 1. etape i vinderprojektet bearbejdes og detaljeres, så vi kan gå i gang med anlægsarbejdet i løbet af 2009.

HVAD ER MÅLØV AKSEN?

Måløv Aksen er den strækning, der forbinder den nye bydel Søndergård med den gamle Måløv by. Her færdes dagligt alle slags mennesker på mange forskellige tider af døgnet: S-togs pendlere, folk i alle aldre fra Søndergård med ærinde i Måløv - og Måløv-boere med ærinde i Søndergård. Måløv Aksen er derfor vigtig for sammenhængen mellem de to bydele på tværs af de to store barrierer, Frederikssundsvej og S-banen. I dag er det bare ikke nogen særligt attraktiv forbindelse, og det skal der gøres noget ved!

Projektet får støtte fra Realdania, og det er især barriereproblematikken, der har givet fonden interesse for at indgå i projektet - med henblik på at konkurrenceforslagene kan fungere som eksempelprojekter i forbindelse med lignende problemstillinger andre steder i landet.

KATALOG FOR BYRUMSKVALITETER

Det er væsentligst beboere fra Måløv og Søndergård, der skal bruge Måløv Aksen i deres daglige færdsel, og det gælder beboere i alle aldre, lige fra skolebørn til seniorer. Ballerup Kommune gennemførte i efteråret en dialogproces med en bred vifte af disse brugere om deres ønsker og visioner for Måløv Aksen - for hvad er mere nærliggende end at spørge netop de mennesker, der skal bruge Måløv Aksen mest, hvordan de helst vil ha’ den?!

Opgaven med at gennemføre denne dialogproces blev lagt i hænderne på konsulentfirmaet Ekstrakt (www.ekstrakt.dk). De afholdt en række workshops med skolebørn, teenagere, børnefamilier og seniorer i området, samt med en bredt sammensat følgegruppe. Resultatet blev ’Katalog for Byrumskvaliteter’, som har dannet udgangspunkt for den opgave, som efterfølgende blev stillet de arkitekt-teams, som blev udvalgt til at deltage i konkurrencen. Kataloget kan ses i menuen til højre, og det samme gælder programmet for den indbudte konkurrence.

Kataloget for Byrumskvaliteter blev præsenteret for offentligheden med en udstilling på Måløv Bibliotek i marts 2008.

Annegitte Hjort / agi@balk.dk

Senest opdateret: 08 dec 2011

Pressemeddelelse om landskabsprisen 2010

Vinderprojekt!

Hent vinderprojekt!

2. præmieprojekt!

Hent 2. præmieprojekt!

Dommerbetænkning

Hent dommerbetænkning!

Konkurrenceprogram

Hent konkurrenceprogram!

Katalog for byrumskvalitet!

Hent katalog!

Krogrunden

Illustrationer vedr. Krogrunden