Gode grunde til at cykle

Gode grunde til at cykle

I Ballerup Kommune vil vi gerne have, at du lader bilen stå og springer på cyklen så ofte som muligt.

Det er der mange gode grunde til. Det er billigt, det er mere fleksibelt og du kan parkere gratis. Og endnu mere vigtigt: Cyklen er et sundt og miljøvenligt transportmiddel, der skaber mindre trængsel i byen, end bilen gør. 

Sundhed
Selv om det ikke er ufarligt at cykle, er det populært sagt 10 gange så sundt at cykle, som det er farligt - hvis det handler om at leve godt og længe. Tager du eksempelvis cyklen på arbejde, er det en god måde at få presset motion ind i en travl hverdag. Bare en halv time om dagen giver bedre livskvalitet og flere leveår. Og ud over at du bliver sundere og taber dig, bliver du også mere glad og frisk – samtidig med, at du får dejlige, røde kinder. 

Miljø
Det er lettere, end du tror, at få god samvittighed på klimafronten. Ved at bytte bilen ud med cyklen udleder du mindre CO2, og vælger du cyklen hver dag, du skal på arbejde, kan det godt blive til noget, set over et helt år.

Trængsel
Særligt i myldretiden skal du væbne dig med tålmodighed, hvis du vælger bilen som transportmiddel. Køer, stress og knotne medbilister er den del af oplevelsen – men hvorfor ikke springe det over? Ofte er det lige så hurtigt, eller endda hurtigere, at tage cyklen. Og det er meget lettere at skyde genvej. På den måde bidrager du også til at skabe mindre trængsel i byen og plads til flere mennesker. 

Senest opdateret: 06 jan 2012

Billeder