Præsentation

Præsentation

Integrationsrådet er sammensat af ti borgere med anden etnisk baggrund end dansk, tre repræsentanter fra Kommunalbestyrelsen, en repræsentant fra skolebestyrelserne, samt en repræsentant fra det lokale foreningsliv.

Ud over medlemmerne er der knyttet tre fagkonsulenter til Integrationsrådet. Konsulenterne har ingen stemmeret, men bidrager med deres faglige viden. Desuden stiller kommunen sekretariatsbistand til rådighed, ligesom der afsættes et årligt beløb til rådets arbejde.

I efteråret 1999 besluttede kommunalbestyrelsen i Ballerup af egen drift at oprette et Integrationsråd. Dette første råd fungerede frem til efteråret 2001, hvor der blev afholdt et nyt direkte valg. Herefter afholdes valg til Integrationsrådet i samme periode som Kommunalvalget.

Det seneste valg til Integrationsrådet var i november 2009. Hele 28 personer havde valgt at opstille til valget, og valgdeltagelsen blev på 26,5 %.

Samarbejde
Kommunen prioriterer samarbejdet med Integrationsrådet højt. Integrationsrådet har også høringsret, hvilket i praksis betyder, at alle nye politikker forelægges Integrationsrådet til udtalelse inden endelig vedtagelse. Integrationsrådet har dermed store muligheder for at øve indflydelse på kommunens beslutninger.

Integrationsrådet er ofte involveret i lokale aktiviteter og initiativer, der fremmer og støtter integration og ligestilling af de etniske minoriteter i Ballerup Kommune.

Integrationsrådet har blandt andet været initiativtager til dannelse af foreningen Ballerup Multikulturelle Forening. Formålet med foreningen er at samle de mange nationaliteter i Ballerup under samme paraply for at arrangere debataftener og kulturelle aktiviteter og at give inspiration til Integrationsrådets arbejde.

Integrationspolitikken 
Integrationsrådets måske største indsats har været at få udarbejdet en integrationspolitik for kommunen, der var færdig i 2003. Politikken blev fulgt af en detaljeret handlingsplan, der løbende revideres og evalueres.

Det sikrer, at der på alle niveauer i kommunens praksis tages højde for integrationsaspektet.

Kompetenceudvikling
Integrationsrådet har i løbet af årene prioriteret kompetenceudvikling og temabuilding.  Hvert år afholdes der derfor et weekendseminar, hvor holdninger, visioner, prioriteringer og aktiviteter diskuteres og hvor der indbydes eksterne oplægsholdere for at kvalificere og inspirere diskussionerne.

Ballerup Integrationsråd har arbejdet med særlige fokusområder:

Som samarbejdspartner til det embedsmandsudvalg der skulle udmønte kommunens integrationspolitik, der blev til på initiativ af Integrationsrådet.

Rådet har gjort meget ud af at forbedre kvaliteten af modersmålsundervisningen og havde held til at få gratis undervisning genindført, efter den i 2002 var blevet nedlagt.

Den kommunale integrationspolitik på ældreområdet har haft en særlig prioritet gennem årene og har resulteret i en tæt kontakt med både forvaltningen og med Seniorrådet.

Børn- og ungeområdet har også en særlig opmærksomhed for rådet. Især har rådet haft fokus på de børn og unge, der ikke umiddelbart passer ind i de almindelige rammer og tilbud, ligesom der er skabt opmærksomhed om kommunens kommunikation med forældre af anden etnisk baggrund, således at sproglige og kulturelle forskelle ikke kommer til at udgøre en barriere, der kommer familien eller barnet til last.

Derudover nedsætter Integrationsrådet ad hoc udvalg i forbindelse med særlige indsatsområder og initiativer. Ligesom rådsmedlemmer deltager i kommunale adhoc udvalg.

Senest opdateret: 09 jan 2012