Valgets abc

Valgets abc

Her finder du alle praktiske oplysninger om valg: Valgret, valgbarhed, valgsteder, valgkort, brevafstemning, anmeldelse af lister osv.

Hvornår er der valg

Folketingets medlemmer vælges ifølge grundloven for 4 år. Statsministeren kan dog til enhver tid udskrive nyvalg til Folketinget. Der vælges 179 medlemmer til Folketinget, heraf 2 på Færøerne og 2 i Grønland. 

Næste valg til Folketinget finder sted torsdag den 15. september 2011

Læs mere om valg til Folketinget her

Valg til kommuner og regioner
Valg af medlemmer til kommunalbestyrelser og regionsråd skal ifølge den kommunale og regionale valglov afholdes hvert fjerde år. Valget finder altid sted den tredje tirsdag i november i valgåret.

Det næste valg af medlemmer til kommunalbestyrelser og regionsråd afholdes i 2013.

Medlemmerne af kommunalbestyrelser og regionsråd vælges for 4 år. Mandaterne bortfalder først, når nyvalg har fundet sted. Valgperioden regnes fra 1. januar. Samtlige medlemmer afgår den 31. december i det år, hvor nyvalg har fundet sted.

Læs mere om kommunalvalg her.
 

Hvem har stemmeret?

Valg til Folketinget
Valgret til Folketinget har enhver, der er fyldt 18 år, har dansk indfødsret (statsborgerskab) og fast bopæl i riget. Personer der er under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne (tidligere kaldt "umyndiggjorte") har dog ikke valgret.

Stemmeret til kommunalvalg
Bemærk! Der gælder ikke de samme regler for at stemme til kommunel- og regionsvalg, som til Folketinget. Du har stemmeret til valg til kommunalbestyrelse og regionsråd hvis du:

  • Er fyldt 18 år senest på valgdagen
  • Er myndig
  • Har fast bopæl i kommunen / regionen
  • Er dansk statsborger eller statsborger i et andet EU land, Island eller Norge
  • Har boet i Danmark i de sidste tre år før valgdagen

Hvem kan stille op?

Hvem kan stille op til Folketinget?
Har du valgret til Folketinget, er du normalt også valgbar til Folketinget, med mindre du er blevet straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør dig uværdig til at være medlem af Folketinget. Du kan dog altid stille op til folketingsvalg uanset, om du måske ikke er valgbar pga. en tidligere straf eller lignende. Folketinget træffer selv afgørelse om sine medlemmers valgbarhed.

Opstilling til kommuner og regioner
Har man valgret til kommunalbestyrelser og regionsråd, vil man normalt også være valgbar hertil, med mindre man er blevet straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør én uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd.

Hvornår får du dit valgkort?

7 dage før valget får du et valgkort hvor der står hvor du skal stemme. Valgkortet sendes til den adresse du er registreret med i CPR.

Hvis du ikke har fået noget valgkort eller du har mistet det, kan du godt stemme alligevel, du skal så bare medbringe legitimation, f.eks. sundhedskort (eller sygesikringsbevis). Hvis du ikke ved hvor du skal stemme, kan du få det at vide i kommunen.

Når du stemmer på dit lokale valgsted

Afstemningsstederne vil være åbne på valgdagen fra klokken 9 om morgenen til klokken 20 om aftenen. På valgkortet står der på hvilket afstemningssted du skal stemme og ved hvilket valgbord. Når du kommer hen til valgbordet vil den tilforordnede bede om dit valgkort. Har du ikke dit valgkort med, skal du vise legitimation, f.eks. dit sundhedskort (eller sygesikringsbevis). Du får så udleveret en stemmeseddel. I valglokalet vil der være ophængt lister med navne på partier og kandidater som du kan kigge på, før du går ind i stemmeboksen.

Du sætter dit kryds på stemmesedlen når du er kommet ind i stemmeboksen. Du må ikke tage andre med ind i boksen. Det gælder dog ikke mindre børn. Hvis du er blind eller svagtseende eller på anden måde har vanskeligt ved at sætte krydset selv, må du dog gerne få hjælp af to valgtilforordnede i stemmeboksen. Hvis du er blind eller svagtseende må du gerne selv udpege en hjælper.

Du må kun sætte et kryds, enten ved et parti eller ved en person. Hvis du ønsker at stemme blankt sætter du ikke noget kryds. Hvis du kommer til at sætte dit kryds forkert, kan du gå tilbage til valgbordet og bytte til en ny stemmeseddel. Hvis du sætter dit kryds på en måde så det kan være svært at afgøre hvad du har stemt på, eller hvis du markere stemmesedlen med andet end et kryds, vil din stemmeseddel blive regnet som ugyldig ved optællingen. Når du har sat dit kryds, folder du stemmesedlen sammen og lægger den ned i stemmeurnen.

Hvis du er dårligt gående og kørende kan du også få to valg-tilforordnede til at komme ud til bilen, så du kan afgive din stemme der.

Når du vil brevstemme

Hvis du er forhindret i at møde op og stemme på valgdagen kan du brevstemme:

  • På folkeregistret i alle landets kommuner.
  • På sygehuse, hvis du er indlagt
  • I fængsler og arresthuse, hvis du er indsat
  • På plejehjem, i ældreboliger og andre særlige boformer, hvis du bor der
  • I dit eget hjem
  • På afsides beliggende øer

Du kan brevstemme fra tre måneder før valgdagen til og med den næstsidste hverdag før valget - det vil normalt sige lørdagen før. Hvis du brevstemmer i hjemmet, på sygehuset, på plejehjem, i ældrebolig eller i fængsel eller arresthus kan du dog først brevstemme fra tre uger før valget.

Medbring venligst legitimation

Det er vigtigt, at du husker legitimation, når du skal brevstemme. Du får nemlig først tilsendt dit valgkort, ugen inden valget afholdes.

Åbningstider for brevafstemning

I Ballerup Kommune kan du brevstemme i Folkeregistret på Rådhuset, Hold-an Vej 7, Ballerup.

Åbningstider: 
Mandag og tirsdag kl. 10.00 – 15.00

Onsdag LUKKET

Torsdag kl. 10.00 – 17.00

Fredag kl. 10.00-13.00

I udlandet kan du brevstemme på danske konsulater eller ambassader. 

Se mere om at brevstemme - Kilde: Region Hovedstaden (pdf format)

Du afgiver din brevstemme sådan her:

  • Først underskriver du et følgebrev medens stemmemodtageren ser på.
  • Derefter udfylder du stemmesedlen i stemmeboksen, eller på anden måde i hemmelighed, hvis der ikke er en stemmeboks der hvor du stemmer. En brevstemmeseddel er tom når du får den, der står altså hverken partibetegnelser eller navne på kandidater. Dem skal du selv skrive på.
  • Du skal så vidt muligt afgive din stemme hemmeligt. Du må dog gerne få hjælp af de tilforordnede til at afgive stemmen hvis du ikke selv er i stand til det, blot du selv kan fortælle hvad du vil stemme på. Hvis du får hjælp, skal der være to tilforordnede til stede. Du må ikke få hjælp af andre. 
  • Stemmemodtageren underskriver og datere så følgebrevet og forsyner den med kommunens stempel. Stemmer du på et plejehjem eller lignende, skal institutionens stempel også på. 
  • Stemmesedlen lægges i en kuvert uden navn eller anden identifikation. 
  • Kuverten og følgebrevet lægges så i en yderkuvert, hvor dit navn og din adresse står på bagsiden. 
  • Når kommunen får brevstemmen kan de på yderkuverten se hvem der har stemt så de kan krydse dem af i valgbogen. Når de har gjort det bliver kuverten med stemmesedlen taget ud og overgivet til valgstedet på valgdagen. Der er altså ingen som kan se hvem der har stemt på hvad.

Hvis du vil stemme i dit eget hjem

Hvis du er syg, eller på anden måde fysisk ude af stand til at forlade dit hjem for at stemme, kan du søge om at få lov til at stemme i dit eget hjem. Du kan få en ansøgningsblanket hos folkeregistret. Du kan også hente blanketten her og sende den ind.

Kontakt kommunen hurtigst muligt   
Når du har søgt, kontakter kommunen dig for at aftale hvornår de valgtilforordnede skal komme ud til dig. Det sker normalt i ugen op til valget. Når du skal stemme, kommer to valgtilforordnede ud til dig med en brevstemmessedel og en liste over partier og kandidater.

Hvis du skal stemme på et sygehus, i et fængsel eller i et arresthus

Hvis du skal stemme på et sygehus, i et fængsel eller i et arresthus, vil to stemmemodtagere som er ansatte på stedet komme hen til dig med en brevstemmeseddel.

Hvis du skal stemme på et plejehjem, en ældrebolig eller en anden særlig boform

Hvis du bor på et plejehjem i en ældrebolig eller en anden særlig boform, kommer to valgtilforordnede ud til institutionen.

Hvis du er flyttet lige op til valget

Hvis du flytter inden for kommunen
Hvis du flytter inden for kommunen mindre end 15 dage før valget, skal du stemme på det valgsted du hørte til på din gamle adresse.

Hvis du flytter til en anden kommune
Hvis du flytter til en anden kommune mindre end 7 dage før valget, kan du ikke komme til at stemme til kommunevalget.

Du kan dog stemme til Regionsvalget, hvis du flytter indenfor samme region. Du må så enten møde op på valgstedet i din gamle kommune, eller brevstemme.

Hvis du flytter til udlandet, Grønlnd eller Færøerne.
Flytter du til udlandet, Grønland eller Færøerne mindre end 7 dage før valget, bliver du slettet af valglisten.

Hvis du flytter til Danmark fra udlandet
Hvis du flytter til Danmark fra udlandet og anmelder din tilflytning til kommunen senest 7. dage før valget, og hvis du i øvrigt opfylder betingelserne, bliver du optaget på valglisten.

Optælling af stemmer

Valgstederne lukker kl. 20.00, når valgstyreren på hvert valgsted officielt lukker valget. Han eller hun skal spørge, om der er flere, der ønske at stemme, så du kan faktisk nå det endnu - men så er det også slut!

Straks efter begynder de valgtilforordnede at tælle alle stemmerne op. Optællingen er offentlig, så du må godt se på imens.

Dagen efter valget fintæller vi stemmerne. Her kontrollerer vi, om vi har talt rigtigt aftenen før, og tæller de personlige stemmer.

Du kan se resultaterne her på kommunens, regionens eller Indenrigsministeriets hjemmesider, så snart de er klar.

Senest opdateret: 03 feb 2012