Styrelsen for Patientsikkerhed udførte den 13. marts 2018 et risikobaseret planlagt tilsyn i Træning og Aktivitet under Center for Social og Sundhed. Tilsynet lagde vægt på, at langt de fleste målepunkter var opfyldt, og at Træning og Aktivitet er et velorganiseret og kompetent behandlingssted. Tilsynet fandt tre uopfyldte målepunkter og henstillede til, at der bliver udarbejdet manglende instrukser inden for disse.
Træning og Aktivitet har i partshøringsperioden fremsendt materialer til Styrelsen for Patientsikkerhed, der opfylder de tre målepunkter. Tilsynet blev herefter afsluttet og indplaceret i kategorien: ”Mindre problemer af betydning for patientsikkerheden”.
Handicaprådet har behandlet sagen den 6. september 2018. Og efter Seniorrådet har behandlet den, forelægges sagen på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 2. oktober 2018.
Den endelige tilsynsrapport og partshøringssvaret fra Træning og Aktivitet kan ses som bilag.
Baggrund
Den 1. januar 2017 blev Styrelsen for Patientsikkerheds årlige tilsyn på plejecentre (det tidligere embedslægetilsyn) omlagt til et risikobaseret tilsyn, hvor der lægges vægt på indsatsområder og behandlingssteder, hvor der kan være risiko for patientsikkerheden.
Styrelsen udvælger nu steder og områder, hvor der udføres sundhedsfaglig behandling af autoriserede sundhedspersoner eller af personer, der handler på deres ansvar (fx bosteder). Cirka 10 pct. af landets behandlingssteder får hvert år tilsyn. Det er første gang Træning og Aktivitet får udført et risikobaseret tilsyn. Tilsynet udføres af en læge og en oversygeplejerske.
Sagsfremstilling
Den 13. marts 2018 blev der i Træning og Aktivitet gennemført risikobaseret tilsyn på matriklerne Sundhedshuset og Plejecenter Lundehaven af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Styrelsen fandt på baggrund af observationer, interview og journalgennemgang, at langt de fleste målepunkter var opfyldt. Det drejer sig bl.a. om målepunkter vedrørende organisering og sammenhæng i rehabiliteringsforløb, specialiseringsniveau, faglige fokuspunkter i forhold til journalgennemgang, overgange i patientforløb, patientrettigheder og hygiejne.
Der blev fundet følgende tre uopfyldte målepunkter (se bilag):
Målepunkterne 2a og 20a:
Manglende skriftlige instrukser inden for områderne: Formidling af viden om genoptræningsforløbet mellem tværfagligt personale, samt inddragelse af patient og pårørende i genoptræningsforløbet.
Målepunkt 4:
Derudover fandt tilsynet, at der blev gjort brug af støttedokumenter med sundhedsfaglige oplysninger ført på
papir, og som der ikke var henvisning til i den elektroniske journal.
De tre fund gav anledning til følgende henstillinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed:
- Behandlingsstedet skal sikre, at der foreligger en skriftlig instruks om formidling af viden om genoptræningsforløbet mellem tværfagligt personale (målepunkt 2a)
- Behandlingsstedet skal sikre, at det tydeligt fremgår af den elektroniske journal, hvad der foreligger på papir (målepunkt 4)
- Behandlingsstedet skal sikre, at der foreligger en skriftlig instruks om inddragelse af patienten og evt. pårørende i genoptræningsforløbet (målepunkt 20a).
Tilsynet indplacerede Træning og Aktivitet i kategori 1 ”Mindre problemer af betydning for patientsikkerheden”
Kategoriseringen er inddelt således:
0. Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden
1. Mindre problemer af betydning for patientsikkerheden
2. Større problemer af betydning for patientsikkerheden
3. Kritiske forhold af betydning for patientsikkerheden.
Træning og Aktivitet har i partshøringsperioden redegjort for den fremtidige håndtering af de tre målepunkter og har fremsendt det efterspurgte materiale til styrelsen. Materialet består af to nye lokale instrukser for træningsskemaer og inddragelse af pårørende samt en beskrivelse af eksisterende vejledninger og instrukser.
Styrelsen har meddelt, at det fremsendte materiale nu opfylder kravene i målepunkterne, og at tilsynet dermed er afsluttet.
Træning og Aktivitet har igangsat implementering af de nye instrukser.
Sagen har været i høring på Handicaprådets møde den 6. september 2018, og behandles på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 2. oktober 2018.