Lærere og de frivillige fra foreningerne fik testet deres koordinerings- og organiseringsevne, da omkring 3.400 elever i 5.-10. klasses elever var inviteret til idrætsbyen samtidig.
Ingen overraskelse fra luften
Dagen skulle have startet med en overraskelse fra luften, men Skole- og Uddannelsesformand Michael Krautwald-Rasmussen måtte aflyse sin landing med faldskærm, da regnen fra morgenstunden var for tung, men han nåede tilbage fra flyvepladsen for at åbne dagen.
- Det glæder mig at være med til at starte en ny æra ved at genoplive idrætsdagen. Vi vil jo gerne vise jer alle vores faciliteter og jeg håber, at I vil få nye venskaber, prøve nye idrætsgrene og konkurrere på en hyggelig og skæg måde, sagde udvalgsformanden inden det gik løs på alle sportsbanerne.
Der kunne de mange børn prøve fodbold, streetbasket, atletik; boldkast, løb, længdespring, højdespring, svømning, rullerørsræs i vand, kampsport, orienteringsløb, kickball, beachvolley, skydning, bordtennis, kajak, golf, cykelløb, halm-forhindringsbane, alternativ femkamp, stunt og meget mere…
Fokus på breddeidræt
Formålet med idrætsdagen er at sætte fokus på breddeidrætten og ønsket er, at vise eleverne, at det er fedt at dyrke sport, gymnastik og andre fysiske udfoldelser udenfor og sammen med andre.
- Det vigtigste er at eleverne har et par sjove, aktive og inspirerende dage hvor de kan komme til at prøve eller i det mindste få kendskab til idrætsgrene og aktiviteter, der tænder dem, som de ikke normalt møder i deres dagligdag. Denne slags samarbejde med de lokale foreninger er ekstremt vigtigt for kommunen, da vore børn og unge har glæde af de aktiviteter og muligheder for inspiration og samvær der findes i foreningerne, siger projektleder Christian Kunsemüller fra Ballerup Kommune.
Ønskes yderligere information om arrangementet kan henvendelse rettes til arrangørerne:
Projektleder, Kost, Motion & Bevægelse 0-18 år, Christian Kunsemüller,
cku@balk.dk
Se billeder fra børneidrætsdagen her