Ballerup er nyt kraftcenter for svømmetalenter

Ballerup er nyt kraftcenter for svømmetalenter

Svømmeklubben Triton, Dansk Svømmeunion og Ballerup Kommune underskrev torsdag en aftale, der skal være med til at udklække fremtidens danske medaljeslugere i Ballerup

03 maj 2010

-Ved DM i påsken blev det tydeligt for hele svømmedanmark, at Triton Ballerup er en faktor man skal regne med, derfor er det også nærliggende, at klubben nu bliver kraftcenter for talentudvikling. Sådan sagde Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen, da Svømmeklubben Triton, Dansk Svømmeunion og Ballerup Kommune torsdag underskrev aftalen, der gør Ballerup til kraftcenter for svømmetalenter. Målet er at skabe de bedst mulige rammer for udvikling af fremtidens danske medaljevindere i svømning.Triton har talenterne, Ballerup Kommune har faciliteterne og Dansk Svømmeunion har ekspertisen til at gøre talenter til medaljevindere. - Et af målene i dette samarbejde er, at man som satsningsidrætsgren bl.a. indfører Dansk Svømmeunions aldersrelaterede træningskoncept (ATK) og at man som klub uddanner og opkvalificerer sin trænerstab, som skal varetage selve talent- og eliteudviklingsarbejdet. Dernæst er det vigtigt, at de rette rammer er til stede for at kunne udføre idrætten på højt eliteniveau. Vi har derfor arbejdet målrettet med ATK under Dansk Svømmeunion og i et godt samarbejde med Ballerup Kommune, sagde næstformand i Triton, Dorthe Rigét, der glæder sig til at komme i gang. Med aftalen forpligter Ballerup sig til at levere faciliteterne, og det vil blandt andet sige nok tid i vandet til at talenterne kan svømme sig store, dygtige og stærke. Kommunen har lagt vægt på, at der i talentudviklingsaftalen er tale om en udnyttelse af de gode eksisterende faciliteter, der ikke kræver investeringer i nye anlæg. - Vi er stolte af at få endnu et kraftcenter for elite idrætten i Ballerup. Det er rart at se, at tingene lykkes for Triton, så tillykke med det, sagde Viceborgmester Tom Nielsen (A), der også fremhævede svømmeklubbens brede arbejde som et stort plus for folkesundheden i Ballerup Kommune. Ballerup ElitekommuneDe mange stærke talentudviklingsmuligheder i Ballerup og ikke mindst koncentrationen af gode træningsfaciliteter i og omkring Ballerup Idrætsby fik i 2008 Team Danmark til at udnævne Ballerup til Elitekommune.Miljøet skaber et robust fundament for at etablere et godt talentarbejde på fokusområderne, der blandt andet tæller pigefodbold, atletik, cykling og svømningen, der altså nu opprioriteres endnu mere.Du kan læse mere om Elitekommune-samarbejdet her 
 Billedet: Ballerup er nyt kraftcenter for svømmetalenter. Torsdag den 29. april underskrev Dansk Svømmeunions elitechef Lars Sørensen, Tritons Dorthe Rigét og viceborgmester Tom Nielsen (A) aftalen i Lounge 2 i Ballerup Super Arena. 

Senest opdateret: 13 okt 2011