Rådhuset i Ballerup blev mandag formiddag midlertidigt lukket efter nye trusler fra en mand, der fredag smadrede inventar på rådhuset.
19 jul 2010
Rådhuset i Ballerup blev mandag formiddag midlertidigt lukket efter nye trusler fra en mand, der fredag gik amok på rådhusets nye borgerstrøg.
Manden, der har polititilhold mod at komme på rådhuset gik fredag klokken 13 amok på borgerstrøget, hvor han smadrede nummer-dispenseren, kastede med flere fladskærme og raserede andet inventar -bare to dage efter det nyombyggede borgerstrøg åbnede.
Manden, der har polititilhold på grund af trusler mod kommunens ansatte, stak af inden politiet nåede frem. Ingen af rådhusets ansatte kom til skade ved fredagens episode, men da den samme mand mandag morgen ringede flere gange og meldte sin ankomst, tog rådhusets ledelse ingen chancer, og lukkede i cirka en halv time rådhuset.
- Jeg er meget ked af at vores medarbejdere skal udsættes for den slags utryghed. Vi beklager, de gener, der måtte være for alle andre borgere, men håber, at folk vil have tålmodighed med vores personale efter denne ubehagelige oplevelse, siger direktør i Ballerup Kommune Søren Krøigaard.