Der var spænding og glæde i luften tirsdag på biblioteket i Ballerup, hvor der var dækket fint op i cafeen med alskens hjemmebag. Anledningen var Handicaprådet havde udvalgt cafeen til at modtage Ballerup Kommunes handicappris. Cafeen har kun eksisteret i ni måneder, og er et samarbejdsprojekt mellem bibliotekerne og Ballerup Kommunes organisation "Dagtilbud for voksne med udviklingshæmning." Medarbejderne laver selv maden og sørger for den daglige drift.
Der er tredje gang, at prisen uddeles, og i begrundelsen lød det således:
”Handicaprådet har lagt vægt på, at aktiviteten er nyskabende og fortjener at blive kopieret i mange andre kommuner. Det er samtidig en aktivitet, som leverer en ydelse der har en umiddelbar værdi og nytte for kommunens øvrige borgere, samtidig med at den er meget synlig. Ballerup Bibliotek og alle medarbejderne har virkelig fortjent Handicapprisen 2009, sagde Karl Vilhelm Nielsen, der indtil årsskiftet var formand for Handicaprådet. Rådet har ved kommunalvalget fået nye medlemmer og der er endnu ikke truffet beslutning om formandsposten for de kommende fire år.
Selve prisoverrækkelsen stod borgmester Ove E. Dalgaard for, og der var stor glæde og stolthed hos medarbejderne, da han overrakte blomster og diplom. Sammen med prisen følger en check på 5000 kroner. Cafeen har planer om at udvide til sommer med udendørs servering med lettere frokostretter.