Ballerup Kommune kommer de støjplagede beboere på Ballerup Boulevard sydøst for Harrestrupvej til undsætning og halverer støjen.
26 aug 2010
Kommunen færdiggør amtets planer og opfører de manglende 165 meter støjskærm. Skærmen er færdig til oktober. I 2006 etablerede Københavns Amt støjafskærmning langs sydsiden af Ballerup Boulevard fra Bybjergvej til Harrestrupvej. Københavns Amt nåede imidlertid ikke at færdiggøre deres oprindelige planer for opsætning af støjskærme på Ballerup Boulevard.
Støjskærmene blev ved nedlæggelsen af Københavns Amt 31. december 2006 overtaget af Ballerup Kommune.
De nye skærme opsættes i forlængelse af den eksisterende støjskærm i skillerabatten mellem kørebane og cykelsti samt i bagkanten af fortovet ved busstoppestedet ved Harrestrupvej Skærmene bliver ca. 2,5 meter høje og i alt 165 meter lange og kommer til at bestå af hærdede glasplader med et svagt hvidt mønster opsat mellem stålsøjler.
De nye støjskærme reducerer støjniveauet med op til 10 decibel, og det svarer til en halvering af støjen for det menneskelige øre. Støjskærmene sænker ikke støjniveauet hos beboerne alene – også de rekreative områder får glæde af skærmen.