Rekordmange nye studerende på Universitetscampus Ballerup

Rekordmange nye studerende på Universitetscampus Ballerup

Aalborg Universitet København har oplevet en rekordstor interesse for sine uddannelser og kunne derfor byde hele 476 nye bachelor- og kandidatstuderende velkomne, da det nye studieår onsdag den 1. september blev skudt i gang.

01 sep 2010

AAU København har siden opstarten i 2005 haft en konstant stigende tilgang af studerende, men med de 476 nye studerende bliver antallet øget med næsten 50 %. De mange nye studerende, som i de kommende år bl.a. skal prøve kræfter med uddannelser som Medialogi, Bæredygtig Bioteknologi eller Humanistisk Informatik, vil samtidig få 5000 kvadratmeter helt nye lokaler at udfolde sig på.

Stor interesse for nye studierEn af årsagerne til det øgede studieoptag skyldes bl.a. de tre nye uddannelser, som fra i år tilbydes på AAU København. Der er tale om den nye bacheloruddannelse IT, Kommunikations- og Medieteknologi samt de tre kandidatoverbygninger Global Refugee Studies, Innovativ Kommunikationsteknik og Entrepeneurship og den første af sin art i Europa, Bæredygtig Bioteknologi. Det er dog især bacheloruddannelserne, der med 223 nye studerende har et stort indtag - heraf er Humanistisk Informatik, Medialogi samt IT, Kommunikations- og Medieteknologi de mest populære. Godt nyt for BallerupViceborgmester Jesper Würtzen var blandt talerne, der bød de nye studerende velkomne, og han er begejstret for de mange kvikke hoveder, der hver dag vil lægge vejen forbi Ballerup.
-At der kommer flere studerende til AAU København, ser jeg som et aktiv for både virksomheder og Ballerup Kommune. Jeg håber og tror, at samarbejdet mellem AAU København og virksomhederne vil blive yderligere udviklet, så de studerende kan komme lidt tættere på den praktiske virkelighed, og at virksomhederne fortsat vil se det som en del af deres opgave at åbne sig, få nye friske input og spørgsmål fra de studerende - og dermed være med til at sikre kvalificeret arbejdskraft på længere sigt, siger han.

 

På Ingeniørhøjskolen er det samlede antal nye studerende på godt 600, heraf 357 ordinære studerende og 247 udvekslingsstuderende. Dertil kommer ca. 100 studerende på skolens adgangskursus.

Aalborg Universitet København ligger på Universitetscampus Ballerup (UB) i Lautrupparken. AAU København og IHK (Ingeniørhøjskolen i København) udgør tilsammen Uddannelsescampus Ballerup, der tilbyder moderne, problembaserede, tværfaglige og erhvervsrettede studier.

Omkring 3.000 danske og internationale studerende er i gang med i alt 23 uddannelser, herunder diplomingeniør samt bachelor-, kandidat- og Ph.d. uddannelser inden for de ingeniørfaglige, naturvidenskabelige, humanistiske og samfundsvidenskabelige fagområder. www.ub.dk

Senest opdateret: 13 okt 2011